11 kasser Filippa æbler plukket før stormvejr
I morgen får vi stormvej her i det sydlige strøg af Danmark – med regn og kun 10° varme. Derfor var dagen i dag helliget at tage sig af haven og afgrøderne, inden stormen slår til i morgen. Heldigvis var det tørvejr næsten hele dagen, kun smådryp og så en gang torden midt på eftermiddagen.
Forberedelserne blev faktisk startet i går lige før det blev mørkt. Jeg skulle lige hente en gang Blauhilde bønner til aftensmad. Det blæste ret meget på det tidspunkt og åbenbart for meget for mine bønnestativer. To af dem var nede i henholdsvis 45 og 60°.
Selvfølgelig er det min egen skyld – en rundkreds med 12 bambuspinde og bundet sammen i en top med en snor, giver jo ikke ret meget struktur til at holde mange bønneplanter med mange kilo bønner. Næste år sætter jeg en tyk pæl i midten og binder toppene af bambuspindene ind til den.
I går reddede jeg situationen ved at slå høje pæl ned i vindsiden og binde stativerne fast hertil. De har holdt til en del blæst i dag. Håber det også holder i morgen.
Efter bønneplukning af rigtig mange bønner, kom turen til Filippaæblerne. Jeg har tre træer, og på de to sad æblerne faktisk ret løse, og de skulle klart plukkes nu, selv om de ser mere grønne ud, end normalt. Men sommeren har ikke været normal, og det er vel derfor, at de er mere grønne end de plejer at være, når de er plukkemodne. Jeg plukkede også alle dem ned, som jeg kunne nå fra trappestigen på det tredje træ.
Jeg plukkede 11 kasser Filippa i alt. Men slet ikke i samme kvalitet som normalt. Den kolde og fugtige sommer har givet skurvede Fillippaæbler – normalt er der meget, meget lidt skurv på mine Filippaæbler. Skurvede æbler holder sig ikke så godt, men jeg har alligevel valgt at plukke mange skurvede Filippaæbler – for der er ikke nær så mange æbler på mine Jonagold og Spartan træer som normalt. Og på Golden Delicious træet er stort set alle æbler totalt ødelagt af skurv. Derfor har jeg også plukket mindre æbler, end jeg plejer at gøre, til at gemme.
Vi plejer at tørre rigtig mange Filippaæbler, men jeg er i tvivl, om skurvede æbler er holdbare efter tørring – eller vi skal skrælle dem. Det vil gøre dem mindre og mange af de gode stoffer sidder i skrællen.
Jeg nåede også at få plukket hindbær og brombær, selv om det var i småregn. Så er der nok også til morgenmad i morgen, hvis nu det regner.
Det gode ved blæsevejret er, at det mindsker risikoen for kartoffelskimmel og gråskimmel inde i drivhus og drivtunnel. I går måtte jeg fjerne alle bladene på to San Marzano tomatplanter. De er meget modtagelige, og jeg skal ikke have den sort igen til næste år, selv om de er gode til tomatsauce.
4 thoughts on “11 kasser Filippa æbler plukket før stormvejr”
Så mye morsomt du har i hagen din. Gøy å se du har Filippa epler. De har vi hatt i hagen siden jeg var barn. Selv om vi har noen nyere slag, bruker jeg mest Filippa. Til tørking f. eks, synes jeg de blir best. har ikke mye erfaring med skurv, men tror jeg ville tørke mest med skal – hvis du tørker skiver. Jeg synes de blir litt rare uten skal.
Ha en fin dag.
Hilsen fra Turid
Jeg bruger Filippa, fordi jeg har flest af dem, og jeg synes også, at de smager godt tørrede. Ingrid Marie æbler er også gode til tørring og med rød skalkant er de flotte.
Mine epler er heller ikke topp kvalitet i år. Det har vært en dårlig sommer. I fjor kjøpte jeg en eplepresse og laget deilig råpresset eplejuice av nesten alle eplene. Jeg har hatt eplejuice hele året. Det er en fin måte å bruke eplene på. Jeg fryser eplejuicen på 1 l flasker. Massen som blir tilbake etter pressing graver jeg ned i mine grønsaksbed.
Fantastisk mange tomater på din San Marzano. Jeg har også denne sorten hvert år. Som du sier så er San Marzano en av de beste til tomatsaus.
Nej, det er en dårlig æblesæson, og i Danmark var der mange steder nattefrost i blomstringstiden og dermed færre æbler på træerne.
Jeg synes San Marzano modner meget langsomt i forhold til de andre tomater.