30 knoldselleri – og en god sellerisalat

30 knoldselleri – og en god sellerisalat

Jeg sidder lige nu og planlægger, hvad jeg skal dyrke i køkkenhaven i år. En af de afgrøder, hvor der bare skal dyrkes som sidste år, er selleri.

Til selvforsyning er selleri en fantastisk grønsag, da den kan opbevares i åben kule helt til starten af maj i god kvalitet. Nok den meste holdbare grønsag.

Ibis giver nogle fine små knoldselleri.
Ibis giver nogle fine små knoldselleri.

Der er ingen grund til at dyrke nye sorter, når jeg er tilfreds med de to, jeg dyrkede sidste år. Jeg vælger dem igen, fordi Ibis er en forholdsvis lille plante, som giver små og rigtig gode selleri, og Roem van Zwijndrecht er resistent over for bladpletsyge, som for tre år siden ødelagde mine bladselleri og også angreb knoldsellerierne.  Det er også en god sort, som har givet et godt udbytte de sidste to år.

I år skal jeg igen dyrke ca. 30 knoldselleri. Måske lyder det af meget, men både min mand og jeg kan rigtig godt lide selleri. For ti år siden spiste vi ikke selleri overhovedet, men det har virkelig ændret sig. Og jeg finder stadig nye retter med selleri. Fornylig sellerilasagne. Men den her salat er nok vores favorit:

SELLERISALAT MED OLIVEN, TØRREDE TOMATER OG MANDLER

En af vores favoritter er en sellerisalat, som jeg ikke mere husker, hvor jeg har fundet. Den er meget enkel og hurtig at lave.

Sellerisalat med mandler, tørrede tomater og oliven.
Sellerisalat med mandler, tørrede tomater og oliven. Idag brugte jeg købte, tørrede tomater. Der er ikke så mange af mine egne tilbage.

Jeg strimler en hel selleri fint på mandolinjern. Rister en håndfuld mandler i lidt fedtstof på panden og hakker dem groft. Jeg hælder kogende vand over en håndfuld tørrede tomater, lader dem trække i to minutter, og skærer dem i strimler. Hvis det er egne semidry tomater, bruger jeg dem bare, som de er. Et lille glas oliven uden sten skæres i mindre stykker. Det hele blandes sammen og tilsættes lidt god olivenolie og hvid balsamico. Salaten er så mættende, at der ikke behøves andet tilbehør til f.eks. et stykke stegt kød. Bliver der lidt til rest, kan det gemmes til næste dag.

Værsgod - så er der serveret.
Værsgo‘ – så er der serveret.

Der er i øvrigt ikke lang tid, til der igen skal sås selleri. Jeg plejer at så selleri først i marts, så de når at blive store gode planter, inden de skal plantes ud omkring 1. maj.

4 thoughts on “30 knoldselleri – og en god sellerisalat

  1. Hej Karna. Har du nogen tip til at fremdrive egne selleri? Det er en afgrøde jeg har opgivet at spire selv. Det er så ærgerligt at opdage midt på sæsonen at de går i stok i stedet for at danne knolde.
    Ved du hvilke rødkålssorter der er bedst til vinterbrug. Jeg har ledt lidt på nettet og i Havenyt. Jeg har fundet sorter med gode lageregenskaber, men det er ikke helt det jeg mener. Jeg tænker på sorter som kan stå ude meget længe, gerne til dec-jan.

    1. Når de går i stok, er det fordi de har haft det for koldt under opvæksten. Mine kommer normalt ikke i drivhuset før sidst i april, når de prikles om, og de dækkes om natten. Du kan læse mere om forkultivering de her to steder:

      http://www.havenyt.dk/artikler/koekkenhaven/groensager/rodfrugter/1389.html
      http://www.karnamaj.dk/plante-selleri-knoldfennikel-og-dild/

      Rødkål kan ikke tåle frost, så det sætter en grænse for, hvor længe de kan stå ude. Jeg har ikke fundet eller hørt om vinterfaste rødkål. Men det ville da være dejligt. Jeg har i år haft mine rødkål og hvidkål i drivtunnelen lagt ovenpå jorden og i frostperioder dækket med en hel masse fiberdug. Den nat, vi havde 11 graders frost havde jeg mere dækket over. Ved sidste frost gravede jeg en fordybning, forede den med fiberdug, lagde kålhovederne derned, dækket med et andet lag fiberdug og dækkede over med et tykt lag tang. Det isolerer både mod kulde og varme. Når solen skinner bliver det nu ret varmt i drivtunnelen, men i kålhulen er der køligt endnu.

      1. > Tak for svar. Nu får jeg lyst til fremdrive mine egne selleri igen. Det største problem bliver de stabile 20 gr under spiringen. Det må kunne løses. Egentlig tror jeg også at det gik meget godt dengang jeg gjorde det, men så fik jeg planter både fra en veninde og en nabo som ikke blev gode. Desuden har jeg tusind andre ting som skal flyttes rundt og gøres ved, så nok også derfor at sellerierne blev skudt til side.
        Vi plejer at høste rødkål direkte fra haven til jul og lidt ind i januar, men det er nok bare held så. Det er mig lidt imod at trække kål op af jorden før i sidste øjeblik men det er åbenbart eneste løsning når det gælder rødkål.

        1. Jeg høster heller ikke før, frosten næsten bider i kålene. Hvis jorden stadig er lun i december/januar, kan man godt nøjes med at dække over med en tunnel med en pressening ved nattefrost. Jeg gemmer hovedkålene med stok og rod på, og det er let i drivtunnelen, hvor jord fra rødderne ikke er et problem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne hjemmeside bruger cookies. Hvis du fortsætter med at bruge siden, accepterer du brug af cookies.  Læs mere