Frost på vej – der skal igen dækkes afgrøder
Det har haglet mange gange i dag, men her sidst på dagen blev det opholdsvejr, og vinden lagde sig. Mens solen gik ned – og i mørkningen fik jeg begyndt på at gøre haven klar til endnu en gang frost. Jeg turde ikke vente længere, for når temperaturen nærmer sig frysepunktet, er de våde fiberdug og presseninger lige pludselig frosset, så jeg ikke kan dække med dem. Det har jeg prøvet flere gange.
Men inden jeg gik i gang med at dække, skulle der lige graves en portion rodfrugter op, høstes et godt bundt porrer og tages nogle bladselleri op med rod. Det hele blev sat ind i drivtunnelen, og så må jeg se, hvor det skal placeres i morgen, når det bliver lyst. Jeg har taget et par sække ålegræs derind til at dække dem med.
Der er stadig lidt afgrøder derude, som skal dækkes. Først og fremmest skulle rodfrugterne have et ekstra lag ålegræs. Gulerødder, persillerødder og selleri har hele vinteren stået med grøn top stikkende op gennem tangen. Nu blev toppen dækket til med et lag mere.
Bladselleri i januar – der har jeg ikke haft ret mange gange før. De klarede sidste gang frost med ned til 11° frost en enkelt nat. Så i dag har jeg lagt et lag fiberdug hen over toppen nedenunder buerne og så to gange pressening over buerne. Håber det er nok, da der er mange små, fine bladstikle på vej, efter at de bedste stilke er høstet gennem de sidste mange måneder.
Der er også masser af liv i bedet med de orientalske bladgrønsager. Komatsuna sætter endda fine nye røde blade. Jeg plukkede en stor buket til salatskålen de kommende dage. Når først jeg har dækket med to lag fiberdug og det er frosset fast til jorden, kan jeg ikke høste. Jeg kunne godt have høstet det hele, men jeg skal jo også bruge det til at vurdere, hvor længe de enkelte arter og sorter klarer vinterklima og kulde.
Der er blevet mindre at frostbeskytte ude i haven. Til gengæld er der stadig en masse salat, kål og orientalske bladgrønsager i drivtunnelen. De klarede frosten fint sidste gang under en vinterfiberdug, som er tykkere end den, vi bruger i haven om sommeren. Den skal først lægges over, når det bliver frost udenfor.
Jeg har indtil nu opbevaret mine vinterhvidkål og rødkål inde i drivtunnelen og dækket dem med flere lag fiberdug, når det var frostvejr. De seneste dage har de ligget udækket, efter at jeg har fjernet lidt blade med begyndende rådangreb. Inden frosten kommer, skal jeg tage stilling til, hvordan de skal beskyttes. Denne gang bliver frostperioden længere, men åbenbart med knap så lave temperaturer. Og er der dage med sol, bliver der plustemperaturer derinde om dagen. Jeg tager først stilling, når frosten kommer.
Æbler har jeg mange kasser af endnu – Jonagold er rigtig søde og velsmagende, og når vi skærer dem over, løber saften ned af fingrene på os. Så de skal beskyttes med overdækning, inden frosten kommer ind i udhuset. De står på cementgulvet, og så dækker jeg med en gamle vattæpper og øverst hen over det hele en gammel dundyne.
3 thoughts on “Frost på vej – der skal igen dækkes afgrøder”
Hej Karna.
Det er et imponerende “helårsspisekammer”, du har i haven. Du omtaler vinter-fiberdug. Jeg har set den i engelske web-shops, men ved du, om den kan købes i Danmark? Og evt. under hvilket navn.
Jeg er også ganske godt tilfreds med spisekammeret i år, men indtil nu har det også været mildt vejr. Den vinterfiberdug, jeg har købt, er fra Weibulls, den er bestilt fra Trifolium Frø i Skive (trifoliumfro.dk), og de har den stadig: Fiberdug PRO 2 x 5 mtr. 30 gr.pr.kvm. Den er i deres kategori med Haveartikler/haveartikler diverse. Jeg skal se, om jeg kan finde den i et længere stykke – 10 ville passe til drivtunnelens længde.
Hej Karna.
Tak for oplysningerne. Jeg vil også gerne have fleece i 10 meters længde. På http://www.qvsshop.uk.co sælger de 35g/m2 i forskellige størrelser i en kvalitet, der skulle være rivefri. Bl.a.2x10m til 12,33£. Men det koster 18£ at få det sendt. Jeg overvejer det – ellers vil jeg købe de 5.meters fra Trifoliumfro.