Nu var der held med at spire salatplanter
Nu har jeg endelig masser af små salatplanter på vej af hovedsalat. I sidste øjeblik, hvis jeg skal nå at få salathoveder til at spise hen over efteråret.
I lang tid spirede de salatfrø, jeg såede ikke. Selvfølgelig på grund af for varmt vejr. Det er især Little Gem, jeg har det største problem med. Selv 5 dag i køleskab kunne ikke tilsyneladende ikke ophæve spirehvilen og få Little Gem til at spire. De andre sorter spirede.
Næste hold såede jeg på friland på vestsiden af drivtunnelen. Og endnu et hold i en rootrainer, som jeg placerede det køligste sted på matriklen – min mands over 1 m dybe smøregrav med lem over. Måske kan man bare grave en styroporkasse med låg ned i et hul i jorden i skyggen til at forspire salat i om sommeren.
Først kom de såede planter på friland. De fik i spiringsperiode jævnligt regn fra oven – der var lagt to lag fiberdug over, så regnen ikke ødelagde jordstrukturen, og det holdt jorden køligere. Her havde jeg sået flere slags hovedsalat og desperation dryssede jeg en masse Little Gem frø ud, som var høstet i 2015. Nu er der masser af hovedsalat på vej, og også Little Gem. Nu er der sat fiberdug over bedet for at holde solsorten væk fra at lede efter regnorme. Og måske minimere sneglene.
De såede i rootraineren kom op efter en lille uge. Det vil sige det fra kun mine egne frø høstede i 2016, som kom i først omgang. I går begyndte de frø, der var fra 2015 at dukke op – se billedet. I dag er der kommet flere kimplanter op her. De sidste 16 rum er sået til med frø fra Weibulls, som jeg har købt i år i desperation, da mine egne frø ikke ville spire. Her er stadig ingen kimplanter at se.
Egne hjemmedyrkede salatfrø er vigtigt, kan jeg konstatere. Derfor er jeg lige nu ved at binde de salatplanter op, som jeg har ladet stå til frø. De må endelig ikke knække, så frøhøsten mislykkes.