Frostnat og endnu en dejlig novemberdag
Så kom årets første frostnat her på Vestlolland. Heldigvis havde jeg fået dækket alle kål, salat, knoldfennikel og selleri af med fiberdug . Fiberdugen var helt stivfrossen her til morgen.
Mine georginer ser ud til alle at have klaret den lette nattefrost. Men yaconplanterne har fået svitset nogle af bladene lidt, og de ser her sidst på dagen lidt grå ud. Derimod har okaplanterne ikke taget skade.
Det var en dejlig morgen, og solen havde virkelig guld i mund.
Solen skinnede i øvrigt rigtig dejlig, og jeg brugte en del af dagen på at fotografere nogle af mine afgrøder. Hvor var det et smukt fotovejr.
Jeg nød virkelig at gå i eftermiddagssolen og luge de tre aspargesbede. Jeg er ved at være kommet til bunds i både skvalderkål og kvikgræs efter en ihærdig indsats det seneste års tid. Det hjalp at løfte fliserne og fjerne skvalderkåls- og kvikrødder herunder. I dag var det især nogle store græstotter, som var lette at hive op, og så et tæppe af forglemmigej. Jeg har tidlligere år ladet mig friste og ladet forglemmigej stå og blomstre i bunden af aspargesbedet, men aspargesplanterne reagerer negativt på det. Så der bliver ikke blåt tæppe her i maj, planterne blev hevet i småstykker og smidt som jorddække.
Dejligt at være lidt foran til forår – nu er der i hvert fald ikke stort ukrudt i de tre bede. Jeg har fjernet mange, mange trillebørefuld ukrudt den sidste uges tid i hele haven – alt det, som var vokset frem i den våde eftersommer. Jeg har nydt i det gode novembervejr at rydde op.
Da jeg nu var i gang i aspargesbedene, besluttede jeg at fjerne aspargestoppen, selv om en lille del af stænglerne endnu ikke var visnet helt ned. Ellers ender det med, at jeg glemmer det, og det er vigtigt, da jeg sidste år havde et mindre angreb af aspargesbiller, og de menes at overvintre i stænglerne. Toppen blev lagt i den bunke, som skal brændes af, for at være sikker på at skadedyr ikke overlever. I stakken ligger også alle majsstænglerne, så der ikke heri overlever larver af majshalvmøl. Jeg fandt en enkelt larve i en majskolbe, så evt. andre larver af majshalvmøl skal ikke have chancen for at overleve inde i en majsstængel og opformere sig. Så det bliver et fint lille vinterbål en dag, når stænglerne er blevet tørre nok.
I morgen skal der graves skvalderkål op i trillebørvis.
2 thoughts on “Frostnat og endnu en dejlig novemberdag”
Hej Karna.
Hvor er du flittig! Det er så inspirerende at følge dit arbejde i haven. Man bliver mindet om, at nu er det tid til det og det. Tak for det!
Et spørgsmål: Hvornår tager du din yacon op? Jeg går lidt og lurer på at få det gjort.
Mvh Kirstine
Jeg venter, til den er visnet ned af frost. Lige nu er den delvis ødelagt af frost.
Men den skal op inden der kommer rigtig frost, da knoldene ikke tåler frost.. Sidste år kom den op på det her tidspunkt, da vinteren kom med flere dage med sne og kulde først i november.