Første sukkerærter er sået
Det er lækkert med spæde sukkerærter til sankthans, så derfor har jeg i dag sået to korte rækker med sukkerærter. De er blevet forspiret inden lægningen, da spiring i en ret kold jord tager tid og er usikker. De bliver først lagt i blød i et glas vand nogle døgn, og derefter lægges de i en godt fugtig klud i en plastpose, indtil jeg kan se, at nu spirer de.
Jeg forsøger altid at få dem lagt, så snart jeg kan se, at spiren bare titter frem, da der så er mindst risiko for at knække spiren. I går kom der dog et regnvejr i vejen, så de blev ikke sået, førend i dag, og da var nogle spirer lidt langt fremme.
Er der som i dag kun spiret halvdelen, så sorterer jeg dem og lægger de frø, som ikke er spiret tilbage i den fugtig klud og pose. De fleste af dem er sikkert spiret i morgen.
Der var ærter nok i dag til at så to korte rækker. Så er det bare at håbe, at havens mus ikke finder ærterækkerne. Sker det, så kan de rydde hele rækken eller begge. Ærterækken er lige nu under fiberdug, så kan duerne i hvert fald ikke hente dem. Fordelen ved at så spirede ærtefrø er også, at man som regel får rækker uden ret mange »huller«.