Såning af gulerødder i drivtunnel i januar
I dag har jeg sået gulerødder direkte i riller i jorden i drivtunnelen. Det gjorde jeg med stor succes sidste år på ca. samme tid, og 4 måneder senere havde jeg små fine gulerødder.
Det var dejligt at kultivere og rive et såbed igen – det er snart mange måneder siden, at jeg sidst havde fat i kultivatoren. Der var rust på den!
Jeg ved godt, at vi får frost både dag og nat fra weekenden og en uge frem. Men så kan frøene ligge og gøre klar til at spire, når der igen bliver lunt i drivtunnelen. Jeg har dækket jorden til, så frosten måske slet ikke når ned i jorden, da det ser ud til, at der i hvert fald nogle dage i frostperioden vil komme nogen sol.
Gulerøddernes plads i drivtunnelen bliver først ledig, efterhånden som gulerødderne spises. Derfor skal jeg have planlagt, hvilke planter, der kan vente med at blive plantet ud til et godt stykke ind i juni. Der stod peber- og tomatplanter sidste år, så det skal helst være noget andet. Måske en sen sået agurk eller et nyt hold basilikum.
2 thoughts on “Såning af gulerødder i drivtunnel i januar”
Det vil jeg sgu også prøve. En række i yderste kant i drivhuset – og måske også i potte eller spand. Troede sket ikke, at det var muligt endnu. Tak for inspirationen.
Held og lykke med det. De spirer, når temperaturen bliver høj nok.