En aprilmorgen med tåge og dræbersnegle
Det er koldt og fugtigt her til morgen. morgendisen hænger tykt over Vestlolland. Jeg håber den snart letter, og det bliver lidt lunere. Men uanset hvad, der sker, så skal jeg i haven, for jeg er håbløst bagud. I går kom jeg i tanke om aspargesbedene. De var ikke blevet hakket i marts som normalt. Og nu var der masser af spirende ukrudt. Jeg skyndte mig at hakke dem – meget øverligt og rive efter . Der er nemlig allerede aspargesskud på vej op – jeg fik kappet spidsen af et par stykker. Men ellers skulle jeg have håndluget alt det ukrudt!
I drivtunnelen er det mere grønt. Her står de asiatiske bladgrønsager meterhøjt og blomstrer. Om dagen er der en summen af humlebier. Men snart bliver jeg nødt til at fjerne det meste, for tomater, chili og peber skal derud – på dagsophold eller hele døgnet, det må vejret afgøre. Til morgen var der 8° derinde.
Desværre er der også snegle af alle slags. Jeg kan ikke se det på planterne – det er der trods alt for mange planter til og for få snegle. Tidligt om morgenen kan jeg fange dem, når de kravler rundt på indersiden af polykarbonatpladerne. I dag var fangsten 3 moppedrenge af dræbersnegle og en enkelt almindelig.
Hvidløgene vokser nu, og det er dejligt at se. I dag må jeg vist få taget de sidste porrer op og se, om der er så mange, at der skal nogle i fryseren.
8 thoughts on “En aprilmorgen med tåge og dræbersnegle”
Jeg håber inderligt for dig, at sneglehegnet kommer til at fungere efter hensigten 🙂
Det håber jeg sørme også, Tom. Lige nu har jeg et indhegnet snegleproblem. Derfor arbejder jeg målbevidst med indsamling af snegle hver dag.
Her i hele april har jeg lagt plastik skiver ud,som jeg skære ud af plastik fra wrap baller, dem lægger jeg rundt omkring i køkkenhaven, jeg tror der er 12 skiver. Dem vender jeg hver formiddag nor sneglen er krøbet i skjul efter nattens hærgen, jeg nakker omkring 150 – 350 stk hver dag. Min køkken have ligger midt ude på en græsmark med en kvæg sti tværs igennem, så det er svært at lave noget med snegle hegn her. Sidste år nakkede jeg over 60000stk
Hold da op – det er da rigtig mange. Jeg kan nå op på 25-30 hver dag. Men jeg tror at det lønner sig senere på sæsonen, at vi gør en indsats nu..
Jeg satte sneglehegn op om min gamle nyttehave på 40m2, det var desværre en helt håbløs kamp, nok fordi der var mange gemmesteder for snegle, jeg ikke var konsekvent nok med indsamling og fjernelse af ukrudt op ad hegnet. Håber det virker bedre for dig. Hvis jeg kommer til at sætte sneglehegn igen, vil jeg nok lave mindre bede, så angrebet ikke spreder sig. Nu er jeg så siden flyttet til en have, der havde en pæn bestand af både dræber- og voldsnegle, men løse høns i haven efterår og vinter har reduceret problemet 😉 Kombinationen af høns og sneglehegn er nok mit bedste bud.
Jeg prøver på konsekvent at få hakket langs sneglehegnet. Og så er jeg virkelig på jagt efter sneglene inden for hegnet, for de er der.
Jeg lavede sneglehegn om min (meget mindre) urtehave for 3 år siden. Og det virker! Ikke 100% men nok. Jeg holder ukrudt væk rundt om, og brugte fermol den første sæson. Nu skal jeg bare være efter de få der trods alt får sneglet sig ind. ?
Jeg finder stadig mange dræbersnegle inde i haven. Hvor jeg ærgrer mig over, at jeg ikke satte det op et år tidligere, da jeg så de første i grøftekanterne nogle kilometer herfra. Men jeg udrydder og udrydder det bedste, jeg kan. I dag fjernede jeg nogle kasser og kartoffelpotter fra et bed, hvor der skulle plantes bladselleri ud. Her fandt jeg 20 dræbersnegle på kort tid. Lige nu gemmer de sig på gode fugtige steder, og så er de nemmere at få fat på.