Høns i kompostbunken

Høns i kompostbunken

Vores høns har fået et større område at gå på med både græs og de bede, hvor jeg har dyrket kartofler. Og så er de blevet headhuntet til at bearbejde min kompostbunke. Jeg håber, at de kan findele den, fjerne nogle skadedyr og masser af ukrudtsfrø. Allerede første dag gik de omgående i gang med den.

I går var det mest vores flok af La Bresse, som var aktive i komposten. Hanen holdt mest øje med, om damerne bestilte noget.

De skrabede, så komposten røg en hel meter bagud – så jeg kommer nok til at skovle den sammen igen, når de er færdige. Men de fandt en masse, som de spiste, bl.a. bænkebidere. Også agersnegle, så jeg dem hakke i stykker og æde.

Det var mest bagdelen af hønerne, vi så.

Sommeren har været meget tør, så komposten er kun omsat i bunden. Nu håber jeg, at de også får findelt alt det tørre og får blandet det hele godt. Og så blander de helt automatisk også lidt hønselort i det. Forhåbentlig kommer der også lidt regn, da alt det tørre ellers ikke kan blive omsat.

I dag har de syv Australorps kyllinger/hønniker også være i gang med kompostbunken, og det kunne ses, når 12 høns er i gang.

Hvem trækker sig først? Selv om kompostbunken er stor, så kan det være svært lige at blive enige om, hvem der har førsteretten til et godt skrabested.

Jeg er spændt på, hvor længe de vil være om at komme igennem den her bunke. Planen er at skovle den op i en pæn bunke bagefter og lægge pressening over, mens den komposterer færdig. Der er en endnu større bunke med store græstørv fra sidste tørre sommer, som de kan få lov til at bearbejde bagefter.

Dejligt med lidt havehjælp.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne hjemmeside bruger cookies. Hvis du fortsætter med at bruge siden, accepterer du brug af cookies.  Læs mere