Høst af majs til frø og fryser
Majs har været en stor succes i år – i modsætning til sidste år, hvor jeg fejlvurderede majsplanternes vandbehov. Jeg vandede ikke, og det gav stort set nul majskolber, bortset fra nogle mini mini. Vi fik hver to gode majskolber sidste sommer – og de var fra Netto. I år har det også været tørt, men i år har majsene fået vand et par gange, mens de voksede til, plus jeg jorddækkede majsbedene.
Jeg har tre majsstykker i år. Det første har vi fået mange og store majskolber fra, og de er spist forlængst – der sad kun de majskolber med rødt bånd om tilbage. Det var de udvalgte til at tage frø af. Sorten er Damaun og sået direkte på bedet den 10.maj under fiberdug – frøene var forspirede. Gødet med hønsemøg med 1 spand til 7 m bed.
Det andet bed har vi spist majs fra de sidste par uger, men nu er de ved at blive lidt for store, men fine til at blanchere og fryse ned som løse majs. I dag plukkede jeg de sidste. Der var tre små fine, som vi fik til aftensmad, og et større antal til at fryse ned. Der blev 8 gode portioner majs til fryseren – så skal der ikke købes dåsemajs. Der kom ca. samme antal i fryseren fra det først høstede bed. Sorten er Damaun og sået i potter 30. maj og plantet ud på bedet. Gødet med hønsemøg med godt 1 spand til 9 m bed.
Det tredje bed har store majskolber på vej, og de skal nok nå at blive spiseklare først i oktober. Det er sorten Golden Bantam, som jeg ikke har dyrket i mange år. Det er en almindelig majssort, mens Damaun er en ekstrasød sort, så det bliver spændende igen at smage en af almindelige sorter, som vi dyrkede indtil for en halv snes år siden, hvor de ekstra søde sorter kom til. Men den blev kun sået, fordi jeg var løbet tør for frø af Damaun efter den fejlslagne høst sidste år. Sået direkte på bedet 10. juni. Gødsket med hønsemøg.
Men nu til høst af majsfrø. Jeg har i mange år selv taget frø af majs, og derfor er jeg også begejstret for den ekstrasøde majssort Damaun fra Bingenheimer, som er den eneste ekstrasøde sort, som er frøfast. Det er i øvrigt en rigtig velsmagende sort, som jeg har dyrket i en her del år efterhånden. Bingenheimer har to ekstrasøde sorter mere, som er frøfaste. De er senere end Damaun, men jeg kan kun have en sort, når jeg selv tager frø. Golden Bantam blev sået så sent, at den ikke nåede at blomstre, mens første hold Damaun skulle bestøves. Heldigvis er der ingen landmænd, der dyrker majs i nærheden.
Majs vindbestøves, og man skal have ca. 100 planter for at sorten på sigt bevares. Jeg havde i år vist ca. 80. Men jeg kan jo altid købe en ny pose frø om nogle år. Og det går nok med det antal planter. Næste år skal vi nok have flere, da min mand mener, at hans høns også skal have majs. De er vilde med friske majs.
Jeg forsøger altid at lade majskolberne sidde så længe som muligt til frøhøst, men det er en balancegang mellem at de skal udvikles færdige og dårligt efterårsvejr. De begynder let at blive angrebet af råd, hvis vi får en våd periode på det her tidspunkt. Og med udsigt til en periode med regn, valgte jeg i dag at linde på dækbladene og se, hvor udviklede kernerne var. De var i gang med at tørre ind, så jeg mente, at det var forsvarligt at høste dem. Jeg har høstet tre ud af de fire udvalgte. Den sidste var ikke tørret nok, kunne jeg se, uden at åbne den.
Da jeg fik åbnet helt, kunne jeg se, at der var nogle meget fine kerner, som allerede var tørret en del ind.
De to af kolberne var med lange rækker af majs og sad helt tæt. På den tredje sad de mere forskudt, og der var færre på kolben, så jeg vil først og fremmest bruge frø fra de to flotteste kolber. De er nu lagt til tørre i en skål i vindueskarmen. Jeg lader dem sidde på kolberne, til jeg skal bruge dem i foråret. Nu er der rigeligt frø til to år – der kan jo komme et efterår, hvor jeg ikke får gode frø på grund af vejret.
5 thoughts on “Høst af majs til frø og fryser”
Er dine majs bede kvadratiske?.. Eller hvordan sikrer du god bestøvning? Og så er jeg bare såå glad for at læse om din køkkenhave.. Det giver blod på tanden 🤓
Dejligt, at jeg kan inspirere dig. Nej, mine bede er ikke kvadratiske. Men hvis det kan lade sig gøre, har jeg gerne to bede ved siden af hinanden, så der bliver 6 rækker i stedet for tre rækker. Jeg har i øvrigt i år to steder haft kun et bed, og de er blevet bestøvet nærmest perfekt alligevel.
Et spørgsmål. Du skriver at du har sået forspirede majs direkte på bed 10. maj. Nøjagtig hvordan forspirede. Havde de bare ligget i vand (det har jeg ikke gode erfaringer med) eller havde de allerede en spire da du såede dem?
Jeg kommer dem ikke i vand, men lægger dem i et vådt viskestykke i en plastpose. Jeg såede dem lige da spiren tittede frem. Faktisk i to omgange, da spiren meget let knækker. Du kan faktisk se spiren svulme, lige inden den bryder ud af frøet.
Det vil jeg prøve til næste år. Også at så et senere hold for vi har spist alle vores majs forlængst.
Jeg dyrker majs i bede der er 1.20 x 7 m. 3 rækker og ca 45 cm mellem rækkerne. De bestøver perfekt.