Høst af grønsager inden frosten kommer

Høst af grønsager inden frosten kommer

Høst af kinesiske radiser og japanradiser.
Årets høst af kinesiske radiser og japanradiser.

I dag er det 1. december – det er vinter, og vinteren er på vej med frost sidst i næste uge. Så jeg er gået i gang med at få de høstet de sidste frostfølsomme grønsager eller få dem beskyttet mod frosten. Allerede natten til i går måtte jeg i aktion.

Dække mod frost i lommelygtens skær

Jeg var på vej i seng ved midnat, skulle bare lige se vejrudsigten for morgendagen – og blev meget vågen. Pludselig hed det 1° midt på natten – få timer tidligere havde der stået 3°.

Reddede et bed med Filderkraut kål

Så det endte med at jeg gik rundt med en lommelygte ude i haven og dækkede Filderkraut kål, dild og blomkål.
Mine flotte Filderkraut kål er blevet taget op i dag – ikke mere risiko for at de får frostskade. En trillebørfuld kålhoveder til at lægge på lager og en trillebørfuld kålblade til hønsene. Nu står trillebøren med kålene i drivtunnelen – de skal være helt tørre, inden jeg lægger dem ned i udgravningen i drivtunnelen ved siden af rødkålene. Jeg dækker foreløbig kålhovederne med lidt fiberdug. Bliver der risiko for frost derinde, så kommer der et lag hø over. Sidste år havde vi gode Filderkraut kål hele januar.
De høstede Filderkraut
Det er en fin høst af pasende store kålhoveder af sorten Filderkraut.

Knoldfennikel endte i køleskabet

Jeg skulle også have haft dækket bladselleri, knoldfennikel og nogle små spidskål. Men det var allerede frostvejr, og de stykker fiberdug, som lå parat til lige at hive over, var stivfrosne.
Bladselleri er så angrebne af et sent angreb af selleribladplet, at de må stå, så længe de kan – jeg ofrer ikke mere tid på dem, og slet ikke om natten.
Knoldfennikel var straks værre, så her hev jeg alle de knolde op, som var pænt store og bar dem ind i drivtunnelen. Der ligger nu en pose med 10 fine knoldfennikel i køleskabet – pænt aftørret og tørre, så de nemt kan holde sig et par uger. De sidste små blev stående, men jeg dækkede lidt slået græs op omkring knoldene, og de har overlevet nattefrosten. Så må jeg se, hvad jeg gør sidst i næste uge, hvor de lover mere frost – også om dagen.
Høst af knoldfennikel
Høstet midt om natten – de ser ok ud i dagslys.

Spidskål kan tåle lidt frost

Spidskål kan godt klare lidt nattefrost, så de fik lov til at blive stående, men jeg hev 3 sommerhvidkål med små hoveder op – de ligger nu i køleskabet.
Blomkålshoveder tåler ikke frost

Jeg har stadig en halv snes blomkålsplanter, som først er i gang med at sætte blomkålshoveder, og de tåler ikke frost. Så det bed må jeg fremover dække ved udsigt til nattefrost – eller høste de meget små hoveder. Foreløbig bliver de dækket, og et er så stort, at det snart kan høstes.

Blomkål sidst i november
Det lille blomkål er snart stort nok til at høste.

Optagning af kinesiske radiser og japanradiser

I dag har jeg taget kinesiske radiser og japanradiser op. De er overraskende forskellige i størrelse – begge slags. Så nu overvejer jeg, om jeg ikke har fået givet dem gødning. Nogle af dem er i hvert fald blevet ret så små, og nogle i overstørrelse. Og det skyldes ikke, at de små har stået for tæt, for de er blevet tyndet.

japanradis
Japanradiser i meget varierende størrelse.

Resultatet er som det er, og vi må nøjes med det, som der er. Jeg bruger dem til at snitte med i salater med hvidkål hen over vinteren. Især de kinesiske radiser, som er mere eller mindre pink indvendig, sætter kulør på en bleg hvidkålssalat.

Se kinesiske radiser i en salatskål
https://www.karnamaj.dk/vintermad-med-farver/

Både kinesiske radiser og japanradiser er blevet plantet ned i jorden i drivtunnelen, så de holder spændstigheden hele vinteren, og de er lette at hente en ad gangen. Bliver det frostvejr derinde, dækker jeg noget hø over dem.

Kinesiske radiser i kule
De kinesiske radiser lægges ned i en lang smal kule og dækkes med jord.

Gulerødder skal blive i jorden og dækkes godt

Jeg har tre bede med gulerødder til os og hønsene. Jeg har allerede lagt klippet langt græs mellem rækkerne, men inden seriøs frost skal der lægges mere på, så der er 20-25 cm, som er nok selv i en hård vinter. Det bliver nok midt i næste uge, hvis de stadig lover døgnfrost på det tidspunkt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne hjemmeside bruger cookies. Hvis du fortsætter med at bruge siden, accepterer du brug af cookies.  Læs mere