Jeg begyndte allerede i april at høste de første aspargesskud, og derfor er jeg for en uge siden holdt op med at høste aspargesskud. De får lov til at vokse op nu. De har brugt energien i deres rodsystem til at sætte en masse skud, som vi har spist, og derfor skal de nu have fred, så de kan samle ny energi i rodsystemet, så jeg også næste år kan få mange store flotte asparges.

Jeg vil gerne forkæle dem lidt ekstra i år, da de i mange år har stået i skyggen af det store æbletræ, som blev fældet i foråret. Målet er at få dem til at sætte en stor top – og den kommer ikke af sig selv. Aspargesplanterne skal have noget gødning nu. Faktisk skulle de have haft det for en uge siden, men jeg har ventet på regn. Men det lader ikke til, at jeg vinder i tordenbygelotteriet, det drypper kun på mig.

I dag besluttede jeg at vande mine aspargesbede og de andre bede i nærheden, som også godt kunne bruge noget vand: Rødkål og spidskål stod og hang med bladene i solen, stangbønnerne manglede vand, den enlige græskarplante måtte nødvandes i morges, og bedet med de nyspirede gulerødder skulle alligevel have noget vand.

Jeg vandede kun en time og håber så, at der som lovet, kommer noget regn fredag. Kålene kvitterede øjeblikkelig med at strutte med bladene. Jeg kunne få muldet lupingødningen ned i de tre aspargesbede.

Det hastede lidt med at få givet aspargesbedene gødning, da jeg gerne ville have givet dem et lag jorddække med hækaffald, og det skulle gerne lægges ud, inden jeg satte snore op for at forhindre, at de høje aspargesstængler knækker nede ved jorden. Nogle af dem er allerede ret høje. Det kunne godt ske i et skybrud eller tordenvejr med vind. Jeg nåede at få sat pæl op til formålet. Nogle af pælene havde jeg »høstet« i hasselhækken. Hasselhækken leverer mange opbindingspæl til haven – men få nødder, da den holdes som klippet hæk.

Det er også hasselhækken, som leverer hækklip  til jorddækket. Jeg fik begyndt at klippe hækken og dække bedene, men så blev drypperiet alligevel for meget, og jeg valgte i stedet at skynde mig ned og plukke dagens jordbær, inden jeg blev alt for våd af det. Men det blev igen kun til noget drypperi – under 1 mm ren i løbet af nogle timer. Jeg må klippe og dække videre i morgen.

Når jeg har vandet et stykke jord, løsner jeg det altid i overfladen, så der bliver et løst lag jord, som forhindrer, at al vandet fordamper lynhurtigt igen. Det er endnu bedre at jorddække, når man har vandet. Det kniber bare altid med nok dækmateriale i min store køkkenhave. Men nu kommer der en del hækafklip.

I juni kommer der hele tiden nye grønsager på bordet. I dag var det årets første knudekål. Jeg har gået og nydt synet af den. Helena var på besøg i fredags og sagde allerede dengang, at den nu var så stor, at jeg skulle høste den.

Helena kommer fra Tjekkiet, og hun er vokset op i en stor selvforsyningshave, og i Tjekkiet er knudekål en vigtig afgrøde. Helena har også lært mig, at de skal spises små og rå i meget tynde skiver. Knudekål er det ikke nødvendigt at bruge kniv for at fjerne skrællen fra. Når den høstes ung nok, man kan pille skrællen af.

Samtidig med at jeg høstede, benyttede jeg også lejligheden til at plante en ny i stedet for den, jeg høstede. De store høstklare er forkultiverede og sået inde i en kølig vindueskarm omkring 1. marts. Men i bedet stod også to rækker med knudekål sået direkte i april. Dels Superschmeltz, som er en gemmesort, der sætter meget store knolde uden, at de bliver træede, dels en blandet række med en lilla og en grøn sort, som er tidlige og skal spises små. Rækkerne blev tyndet ud og nogle af planterne flyttet til et andet voksested.

Knudekål er nem at dyrke, og de tidlige og hurtige sorter kan man så  flere gange i løbet af sommerhalvåret. Knudekål kan oven i købet vokse på ret skyggefulde bede. I år har jeg dem i et bed halvt inde under et æbletræ. Knudekål har kun et problem – ud over kållarver, at de kan finde på at sprække ned i knuden, og så er de lige til kompostbunken, og det er ret ærgerligt, hvis det er mange i en række. Det har noget med en ujævn vandforsyning at gøre.

Da jeg i løgbed havde høstet de første 15 zittauerløg, som var gået i stok på få dage, var jeg sikker på, at mange ville følge efter, fordi de var sat og stod med spirerne op af jorden, da vi havde sen nattefrost i april. Heldigvis gik det ikke så galt. Nu ser resten af de mange løg i bedet og i øvrigt også i de andre bede i haven ud til at danne løg. Og vi er allerede begyndt at spise af de lækre hvide salatløg.

Hindbærrene venter også på vand, og kommer det ikke ovenfra, så bliver jeg snart nødt til at vande bedet – det er meget tørt, og der er rigtig mange hindbær, som skal til at vokse sig store. Der ligger dog et lag jorddække af den skvalderkål, som jeg hev af for en uges tid siden. I dag har jeg lagt siveslange ud mellem hindbærrækkerne og afprøvet den.