Dagens selvforsyning 10. Januar
Vi har stadig masser af afgrøder ude i haven og gemt i kasser og kuler. I dag har vi spist det her fra egen have:
Morgenmad: Spartan æbler i tern oven på youghurt.
Frokost: Gnavegulerødder
Eftermiddag: Jonagoldæbler
Aften: Gulerødder, persillerødder, hvidløg, persille, Filderkraut kål, grønt surt æble, kinesisk radis, blade af sareptasennep, komatsuna og mizuna.
Aftensmaden blev i dag en gang hurtig madlavning på ca. 45 minutter incl. klargøring af grønsager.
Dagens salat blev ret vellykket, sprød med et stort surt grønt æble og en kinesisk radis, som i dag var helt hvid indvendig – ikke antydning af pink, men den smagte dejligt. En stor håndfuld asiatiske bladgrønsager, hvoraf en del var sareptasennep, som gav salaten en kant af noget stærkt. Vi er ret vilde med de sure æbler, som passer rigtig godt i salat. De er meget sprøde, da de sad på træet til december, inden de var modne nok til at plukke. Det er en sort, som er spiret spontant frem i min have.
Rodfrugterne blev skåret i ens tykke mindre stykker og sauteret i olivenolie. Jeg tilsatte to fed hvidløg, revet groft på rivehjernet, og efter nogle minutter mere, tilsatte jeg saften af en halv citron og en anelse vand. Låg på, røre et par gange til rodfrugterne er lidt møre, men stadig med bid. Tilsættes lidt havsalt. Ind på bordet i gryden og hakket persille drysses på ved bordet.
Selve tilberedningen af hele baduljen tog 32 minutter, efter at grønsagerne var skyllede og skrællede.
One thought on “Dagens selvforsyning 10. Januar”
Dejlig opskrift med det lidt sødlige og varme i rodfrugterne og det kølige og syrlige i salaten. Jeg har også sådan et grønt, vildt æble, som jeg henter i skovkanten og især bruger i salater; de senere dage har det været i en rødkålssalat. Æblet er også god i en æble”mos” med krydderier, fordi det ikke koger ud, men forbliver fast. Det bruger jeg på min morgen youghurt.