Er der dagslys nok til forkultivering og vækst?
I dag skinnede solen, og det var dejligt lunt. Min lerjord er så lækker lige nu – jeg fik faktisk luget et stort stykke med påskeklokker under kirsebærtræet. Her skal udryddes skvalderkål, som i øvrigt ikke er i stand til at tage livet af påskeklokker, men det skal væk alligevel, da det breder sig. Den første var sprunget ud i dag.
Solen varmer og den skinner nu 10 timer om dagen, og det er nok til plantevækst. Ude i haven kan vi se erantis vokse og blomstre, og i min drivtunnel er der nu vækst i kålplanterne. Både de asiatiske bladgrønsager, knudekålen og spidskålen. Pak choi og tatsoi er på vej i blomstring, sennep og sennepsspinat sætter nye blade. Knudekålen er jeg i tvivl om, hvad der sker med. De blev plantet ind i drivtunnelen i efteråret som mindre planter – går de i blomst eller danner de en lille fin knudekål? Spidskålen er i vækst, og det ser ud til, at de er ved at begynde gøre klar til at danne hoved. Jeg jubler allerede ved tanken om små nye spidskål. Men jeg har før set dem gå i stok i stedet for. Heldigvis kan blomsterskuddene spises, hvis det sker.
I drivtunnelen er der lys nok, ser det ud til. Værre er det i mine vindueskarme, som vender mod sydøst. Her er bestemt ikke lys nok til de 2 x rootrrainer, jeg har sået til med spidskål, knudekål, asiatiske bladgrønsager m.m. Min plan var at flytte dem i drivtunnelen, så snart de var spiret frem. Men udsigten til nattefrost i weekenden gør, at de nok må blive herinde til efter weekenden.
Jeg kan lige så godt erkende, at de er sået for tidligt. Jeg plejer at så spidskål og knudekål omkring 1. marts, og det plejer at gå væsentlig bedre. Nå, de kommer i drivtunnelen efter weekenden, og så må jeg se, hvad der sker. Jeg har flere frø, så jeg kan så et nyt hold.
Det samme ville have været tilfældet med tomater, chili, peberfrugt og aubergine, som jeg også har sået tidligere end normalt, hvis ikke de havde stået under vækstlys, siden de spirede frem. Nu ser de egentlig fine ud – de spirede. Jeg har sået nogle gamle frø, som kommer langsomt, men idag spirede der tomater frem med frø fra 2010!
I dag har jeg lagt kartofler i 4 kartoffelpotter. De skal ikke bruge lys foreløbig, så de står nu til spiring midt på mit køkkengulv. Det er ok de 10-14 dage, de tager om at komme op. De foregående år har vejret været så godt, at jeg har kunnet sætte dem i drivhuset, når de næsten lige er kommet op. I år håber jeg på at kunne gøre det samme i drivtunnelen.
Målet er nye kartofler til 1. maj og gerne en del i løbet af maj. Jeg fik derfor den ide i dag, at jeg i næste uge vil prøve at sætte nogle i potter i drivhuset – der er ikke plads til flere i køkkenet. Jeg har fundet 6 potter, som lige kan stå nede i en styroporkasse, som jeg har låg til. Det kan jeg lægge over om natten. Men nu skal vi lige have overstået en weekend med frost, inden der skal sættes gang i mere i drivtunnelen. Og herregud – det er jo kun en indsats med 6 kartofler.
Jeg har stadig en del hvidløg tilbage – i dag hentede jeg det her fine hvidløg, som så ret så fotogent ud.