Forkultivering i drivtunnel i frostvejr

Forkultivering i drivtunnel i frostvejr

Ude i haven er der ikke særlig spændende. Jorden er for våd og kold – det eneste , jeg kan lave derude, er at rydde lidt op. I dag var den så også hvid, og det sneede hele dagen. Det gad jeg faktisk ikke tage et billede af, så her er et billede fra for et par dage siden.

Køkkenhave sidst i marts - våd og kold jord.
Køkkenhave sidst i marts – våd og kold jord.

 

Men inde i drivtunnelen er der grønt. Masser af asiatiske bladgrønsager, salat og spinat. I dag har jeg høstet en stor portion spinat og lavet en lækker spinattærte. Det er det mest påskeagtige, der kan hentes fra haven lige nu. På det her tidspunkt har jeg tidligere år kunnet servere både radiser og de første rabarber. Radiserne står som kimplanterne og rabarberne står med helt lukkede røde knopper.

I drivtunnelen har jeg en masse kartofler stående i potter, så nattefrost er ikke det bedste. Men jeg satser på at lade dem stå og dække dem med et par lag fiberdug. I morges var der 4°, selv om det sneede uden for. Og i løbet af dagen steg temperaturen til 9°. Utroligt, at der er så megen energi på en overskyet dag, at temperaturen kan øges med 5°. Nu håber jeg, at de ikke fryser i nat. I morgen bliver der nok lidt sol, og så varmes jorden op derinde igen, og de kan nok klare næste nat med frostvejr.

Første hold kartofler er sat først i marts, andet hold en uges tid senere.
Første hold kartofler er sat først i marts, andet hold en uges tid senere.

 

Det er ikke kun kartofler, jeg forkultiverer i drivtunnelen. Mine såede løg, spidskål, salat og spinat har stået der i lang tid. De udvikles ret langsomt i forhold til varmere forår, men jeg tror, at det er bedre, end at de står for varmt. Jeg har nogle blomkål stående indenfor under vækstlys. De har det dårligt. Kålplanterne i drivtunnelen har det meget bedre.

De har alle indtil i går stået på hylderne en meter over jorden. Men med udsigt til nattefrost har jeg flyttet dem ned på jorden, hvor der er varmere, og de kan ligesom kartoflerne dækkes med en kraftig fiberdug på 30 g, som kan holde på varmen fra jorden.

En rootrainer med såede løg står i bedet med salat.
En rootrainer med såede løg står i bedet med salat.
Forkultiveret persille, kål, knudekål og salat.
Forkultiveret persille, kål, knudekål og salat står mellem de asiatiske bladgrønsager.

Der er dog to arter, som jeg lader stå på hylden. De klarer fint kulden. Det er spinat og vinterærter. Jeg såede også vinteærter på friland i februar, men de er ikke spiret frem endnu, og det er måske bedst. Både spinat og vinterærter tror jeg kan plantes ud på friland, så snart det bliver bare lidt varmere og jorden bekvem.

Spinatplanterne klarer sig rigtig fint.
Spinatplanterne klarer sig rigtig fint uden dække, og de skal nok blive klar til at plante ud i løbet af april.
Vinterærterne står helt fantastisk flotte. De er sået i februar.
Vinterærterne står helt fantastisk flotte. De er sået i februar.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne hjemmeside bruger cookies. Hvis du fortsætter med at bruge siden, accepterer du brug af cookies.  Læs mere