Haven blev dækket af sne
Det er ikke særligt sjovt at være langt væk fra min have, når den bliver dækket af 2 cm sne søndag morgen. Men nu smelter det igen, lød min mands melding en time senere over telefonen. Og han havde nået at tage billeder til mig af den snedækkede have, inden det hele smeltede.
Heldigvis havde jeg fredag eftermiddag brugt nogle timer på at dække, hvad der kunne dækkes – og så langt som beholdning af fiberdug og plast rakte Jeg havde dækkket mine bede med kartofler og salat med to lag fiberdug, drivtunnelen med spinat blev ikke dækket yderligere, alt i drivhuset incl. de 5 potter med store kartoffelplanter blev ligeledes dækket med to lag fiberdug. I køkkenhaven var jeg mest bekymret for kuldepåvirkning af mine mange satte løg, da det kan give risiko for stokløbning. Jeg hyppede jord op over løgrækkerne og dækkede med fiberdug. Kartoffelbedene, hvor kartoflerne er kommet op, blev dækket med plast eller fiberdug. Tomaterne skulle blive inde i de lune vindueskarme de to dage.
Og så tog jeg afsted en kold lørdag morgen og håbede det bedste. Lørdag kom der bare en enkelt snebyge i Hvalsø, hvor jeg deltog i Det Fælles Bedste, men det blev koldt lørdag aften. Også hjemme i min have, men dog ikke frost, lød meldingen.
Søndag havde jeg en dejlig dag med familien i Smørum og Magnus inviterede mig med ud og se hans og Emilies mange huler i haven og på det vilde område overfor. Emilie var på spejderlejr i telt! Vi undersøgte også et væltet grantræ for liv under barken – der var masser af huller efter borebiller, mange bænkebidere, nogle larver og masser af trøsket træ, som kunne graves ud. Til sidst måtte vi dog ind en tur, det haglede og sneede.
På vej hjem med toget var der med mellemrum sne, på Midtsjælland var der hagl og slud, og på Nordfalster var markerne helt hvide. Og så det mest fantastiske syn: en lille bøgeskov med snedækket skovbund og udsprungne små bøgetræer i underskoven. Det syn vil jeg huske længe.
Solen skinnede, da jeg kom hjem ved 18-tiden, og det første jeg gjorde var at tage en hurtig rundtur i haven. Der var ingen synlige skader på havens planter. Men hvad sker der til natten – det er frostvejr her sidst på aftenen. Og så er der det med løgene… Her kan resultatet først ses i juli.
En anden ting, som slog mig, da jeg gik turen rundt i haven, var det blomstrende blommetræ. Kan alle blomsteranlæggene blive ødelagt af frost. Et mindre antal blomster er sprunget helt ud, men alle knopper er helt hvide og mange er på vej til at springe ud. Så jeg måtte lige slå op i biblen på det område: Frugt og bær af Maren Korsgaard og Hanne Lindhard Pedersen, som er nogle af de mest vidende personer inden for området. På side 29 er der en tabel over Blomsternes frostfølsomhed ved forskellige udviklingtrin. Her er fakta om blommer:
Ved tæt klynge stadiet dør 10% ved -4,4° og 90% ved -8,9
Ved ballon stadiet dør 10% ved -3,3 og 90 ved -5,5°
Ved begyndende blomstring dør 10% ved -2,8° og 90% ved -5,0°
Ved fuld blomstring og afblomstring dør 10% ved -2,2° og 90% ved -5,0°
Det er ikke særligt beroligende, når der er frostvejr derude nu. Jeg håber, at det i hvert fald kun er let frost, så kun nogle blomster dør. Heldigvis er der rigtig mange blomster, men de fleste er i ballonstadiet.
Men bortset fra al denne bekymring omkring mine planter i frost og snevejr, så har det været en rigtig dejlig weekend. Lørdag var jeg til Det Fælles Bedste i Hvalsø, og det var stort og interessant med mange mennesker, workshops, aktiviteter, boder osv. Men bedst: at møde alle de dejlige mennesker, jeg kender, og lære nye at kende.
Jeg holdt workshoppen: Lav din egen såjord og plantemuld. Der deltog 35, og det var en god og frugtbar debat, ikke så megen erfaringsudveksling, som jeg havde håbet. Kun få havde forsøgt at lave egen såjord indtil nu, men mange spørgsmål, og jeg tror en del vil prøve at så i egen tilvirket jord. I hvert fald gav det mig gode input til det, jeg er i gang med at skrive om emnet her til bloggen.
Det bedste i lørdags var dog de mange, som sagde tak for den indsats, jeg har gjort gennem mine 24 år i Landsforeningen Praktisk Økologi som bladredaktør og webredaktør. Det mest bevægende var dog, at der var skrevet en sang til mig, som blev sunget efter generalforsamlingen. Tak Leif, for den dejlige sang. Tak til jer alle for de mange dejlige måder, I har sagt tak på. Og så vil jeg også sige tak for alle de gode år, jeg har haft i foreningen. Og jeg er der jo stadig som ekspert på køkkenhaveområdet på Havenyt, på Havelyst og med artikler i Praktisk Økologi.
2 thoughts on “Haven blev dækket af sne”
Sikke et vejr, der er ikke meget forår over det! Godt at fiberdug findes, jeg glemmer bare ofte at få det lagt over planterne – så tak for reminderen. Jeg kunne godt tænke mig en fersken eller anden eksotisk træ i mit orangeri. Har du et bud på noget som ikke fylder alverden, men giver en god følelse af orangeri stemning? Som kan klatre eller som ikke fylder meget i bredden?
Hilsen Maria
Et orangeri må være dejligt i disse kølige dage. Jeg har ingen erfaring med planter i orangeri, jeg har kun et lille drivhus til forkultivering, tomater og agurk. Men måske er der andre, som har et godt forslag til dig.