Haven er vinterklar
Måske lidt en overdrivelse, men alt som kan tage skade af frost ude på friland er enten blevet dækket eller bragt ind under frostfrie forhold.
Mine gulerødder og persillerødder har fået et godt lag dække med halvtørt græsklip – det er hvad, der er til rådighed lige nu. Så må jeg se, hvordan det går, da jeg ikke har prøvet det før. Så jeg holder øje med det under fiberdugen, som er lagt over. Der er også nogle visne blade imellem. Andre år har jeg brugt visne blade eller ålegræs.
Bedet med majroe har jeg også dækket lidt og lagt fiberdug over. De er først og fremmest til hønsene i foråret, og sidste vinter klarede de at stå ude på bedet. Vi skal dog også have nogle af dem, og jeg så, at der var nogle fine ikke for store Golden Ball til os.
De kinesiske radiser har jeg taget op og slået ind i drivtunnelen – så er det let at tage et par stykker med, når jeg henter kål til salat. Her ligger alle vores vinterkål til opbevaring. Ude i haven står nu kun savoykål, rosenkål og grønkål, som kan tåle frost. I år har jeg fået bundet alle rosenkål op til en solid pæl. Efterårsrosenkålene var allerede på vej ned i vandret. Lægger vinterrosenkålene sig ned, kan det blive svært at få fat i dem, hvis vi får snedække.
I drivtunnlen dufter der helt vildt dejligt af knoldfennikel, efter at jeg har gravet dem op på friland og slået dem ned i drivtunneljorden med hele roden. Jeg har i år også fjernet nogle af de største blade, for at de kunne være der, så det håber jeg er ok. Knoldene er alle store og færdigudviklede i år. Kun en enkelt var ved at gå i stok, da jeg høstede dem.
Knoldfennikel er nok den bedste november-december grønsag. Den smager fantastisk snittet helt fint og i en marinade med olivenolie og meget citronsaft. Jeg bruger den også sammen med hvidkål i salatskålen, gerne kombineret med æble eller pære.
I dag er vi overgået helt til vintermad – jeg har bagt de sidste peberfrugter og tomater i ovnen til at komme i retter i løbet af vinteren. Tomaterne smagte ikke af ret meget, og peberfrugterne var efterhånden lidt slatne og modnede ikke mere. Så nu er der kun tørrede tomater og peberfrugter samt henkogte tomater frem til juni næste år. Men det er heller ikke så ringe.
2 thoughts on “Haven er vinterklar”
Tørrer du osse peberfrugter ? – det har jeg aldrig prøvet, hvordan, hvor meget og hvor længe ? Jeg plejer at lave dem til ratatouille sammen med andre halvslatne, halvmodne ting + lidt hakkede løg og fryse ned i blokke, til gryderetter, tærtefyld eller andre gode ideer.
Jeg skærer dem i strimler og tørrer dertil semidry og fryser dem ned i små poser, så det passer til at kommer i salat. Jeg har også tilberedt og frosset nogle ned, som du gør.