Man siger at kært barn har mange navne – nu vil det så vise sig, om japanradisen er et kært barn her i huset. Jeg har dyrket den engang for mange år siden, og vi var dengang ikke vilde med den. Nu har jeg igen sået den – oven i købet en lang række. Egentlig havde jeg lidt glemt det, for den står midt i vrimlen i den midterste række mellem de asiatiske bladgrønsager, som jeg ikke rigtig er begyndt at bruge af – det er til salatskålen i vintermånederne. Men så fik jeg øje på de smukke blade og efterfølgende, at der stak hvide rødder op af jorden. Store, tykke hvide rødder.

Jeg hev de to store japanradiser op, og de var store og flotte. De var knasende sprøde og smagte mere som radis end som ræddike, der er ret stærk,  Derfor vælger jeg at kalde den japanradis. Jeg dyrker i forvejen kinesiske radiser, så derfor vil jeg ikke kalde den kinaradis – det giver for megen forvirring.

Så er spørgsmålet, hvordan vi skal spise os gennem de 4 m række. Jeg har læst mig til, at de kan vinteropbevares, så måske skal nogle af dem med i kulen sammen med sellerierne, eller slås ind i drivtunnelen sammen med de kinesiske radiser. Den mindste af rødderne spiste vi rå i stænger til frokost, og den smagte godt.

Hvis vi bliver trætte af japanradiser, vil hønsene sikkert sætte pris på dem. De æder alt fra kålfamillien. Nu kan de starte med toppene.

Det er ellers ikke kålblade, hønsene mangler lige nu. I dag har jeg høstet vinterhovedkålene og lagt dem til opbevaring inde i drivtunnelen. Så der blev en her trillebørfuld blade til hønsene.