Køkkenhaven først i Juli

Køkkenhaven først i Juli

Juli er feriemåned, men det betyder ikke, at køkkenhaven passer sig selv. Tværtimod har jeg meget travlt lige nu – der er mange ting, som helst skal gøres lige nu. Jeg har en liste liggende her på mit bord – det forsøger jeg ellers at undgå, da min have skal være et sted, hvor jeg slapper af og ikke stresser rundt.

Men lige nu gælder levereglen med, at der er atter en dag i morgen ikke helt. Når vi går ind i juli måned, er der pludselig mange ting, som kun kan lade sig gøre kort tid endnu. På min liste står derfor:

Så nyt hold stangbønner til udplantning – haster, senest 10. juli.

Så nyt hold grønkål – de er visnet af for megen regn i kimbladstadiet.

Så knoldfennikel – fra nu og frem til 15. juli

Så sukkerærter – snarest (de er sat i blød i aften)

Så nyt hold rødbeder  – forsøg med sen såning

Så bladbeder – helst inden 15. juli

Så gulerødder – er udført i dag

Så kålrabi – forsøg med sen såning.

Udover listen med ting, som skal sås. er der en anden med en masse gøremål: Klippe syren-og hasselhæk færdig, klippe buksbomhække, tage løg op (er i gang), sætte ærtehegn op, dække ribs inden fuglene æder dem (er gjort i dag).

Jeg har ikke disse lister med i haven! Så bliver jeg ikke stresset af dem. I dag har jeg nydt det dejlige vejr og min dejlige køkkenhave. Prøv at se disse billeder.

Flotte majsplanter, en yakonplante forrest og til højre frodige stangbønner.
Flotte majsplanter, en yakonplante forrest og til højre frodige stangbønner.
Køkkenhaven midt i haven med selleri, bønner og blomsterkål.
Køkkenhaven midt i haven med selleri, bønner og blomsterkål.Og nogle frodige rød amarantplanter.
Her er der masser af insektblomster i og mellem bedene: morgenfruer, dild, persille og amarant.
Her er der masser af insektblomster i og mellem bedene: morgenfruer, dild, persille og amarant.

Det er en fornøjelse at gå rundt og se på frodigheden og så lige gå forbi hindbærbedet og spise et par håndfulde hindbær, eller liste ned til sukkerærterne og hente et par sprøde bælge.

Jeg har brugt en del af dagen på at høste løg, og hænge dem op til tørre. I går var jeg lidt ked af, at mine rødløg var ret angrebet af løgskimmel – se blogindlæg fra 2. juli. I dag har jeg haft tid til at se nærmere på alle løgene, og jeg kan se, at der er stor forskel på, hvor meget løgene er angrebet. Det er især rødløgene og de store zittauerløg i det ene bed, som er er ret medtagne. De har løgskimmel, men jeg tror ikke, elendigheden kun skyldes løgskimmel – de ydre løgskæl må være revnet, da der pludselig kom alt det vand for halvanden uge siden.

Sprækket løg med løgskimmel
Til venstre et »normalt« løg angrebet af løgskimmel – de to til venstre er sprækkede oveni i løgskimmelen

Når jeg ser på de andre bede med løg, er løgene ikke sprækkede som i det bed, hvor stikløgene var meget store, da de blev sat. Jeg skal ikke have store stikløg mere, da de også er mere sensible overfor sene frostnætter.

Løg der ikke er høstklare.
Sådan her ser løgene ud i de andre bede.

Det er ikke alle løgene, der er bløde i skaftet og har lagt sig ned, så jeg høster lige nu selektivt i bedenene. Men jeg vil gerne have dem ryddet så hurtigt som muligt, så jeg kan så og plante 2. afgrøde i bedene, eller bare så efterafgrøde, som kan forbedre jorden og holde på næringsstofferne.

Skalotteløgene tog jeg op i tirsdags, og i dag har jeg sået 3 rækker gulerødder i bedet plus en lille række kålrabi som forsøg på sen såning.

Fuglene var begyndt at æde af mine ribs, som er ved at modne. Derfor var der ingen vej uden om, de skulle dækkes af. Jeg har ingen bionet ledig, så det blev fiberdug. Inden jeg dækkede, klippede jeg lige et stykke hasselhæk og lagde hækklippet ud som jorddække under de to ribsbuske.

I dag blev drivhuset vandet igen – det har klaret sig en hel uge på de 120 l vand, som jeg vandede det med sidste søndag, inden jeg tog afsted i tre dage. I bunden af drivhuset får ukrudtet lov til at vokse, da jeg gerne vil have nyttedyr derinde . Jeg hiver det største op med mellemrum.

Så er drivjusjorden godt våd igen.
Så er drivjusjorden godt fugtig igen. Mon ikke den flisegang skal lægges mere lige til efteråret?

Jeg bruger en del tid på at gå og se på mine afgrøder og glæde mig over dem, men også se efter, om der er noget, jeg skal tage mig af. I dag måtte jeg kvase en hel del larver på aspargesplanterne. Det er nok næste generation. I går fik jeg også fat på en aspargesbille, mens den jeg så i dag, faldt ned mellem planterne og var pist væk i jorddækket.

Aspargesbille
Aspargesbille – en smuk bille, der kan lave stor ravage.

Og så er der glæden ved at se på de afgrøder, som er på vej. De valske bønner vokser, og der er ingen bladlus – endnu. Ærterne vokser hurtigt, og jeg kan se de helt små ærter inde i bælgen i modlys.

Ærtebælge
Mon ikke der når at blive ærter til næste mandag, hvor mit barnebarn kommer på ferie?
Brombær blomster
Mens vi spiser sommerhindbær, blomstrer brombærrene. Og der er en summen fra bier på besøg.

En dejlig, dejlig havedag – sol, ingen regn, og en tilpas temperatur til havearbejde.

3 thoughts on “Køkkenhaven først i Juli

  1. Kære Karna.
    Af hjertet tak fordi du bruger tid til at dele dine erfaringer og brugbare råd.
    Nu ved jeg hvad min uge skal bruges til 🙂

  2. Har også sået vintergulerod nu – min første såning spirede flot og 3 rækker blev så ædt af dræbersnegle over et par nætter 🙁
    Af samme årsag har jeg i forvejen valgt persillerod og pastinak fra i haven. Kimplanterne er rene magneter på sneglene.

    Har aldrig sået gulerod så sent, men man lærer jo nyt hvert år.

    1. Jeg har heldigvis ikke dræbersnegle – endnu, men ser dem kun få km herfra. Jeg har også vovet at så to rækker vintergulerødder og en række lidt tidligere den anden dag. Jeg vil så igen om en snes dage, men denne gang sommergulerødder. Salatbedet skal lige ryddes først. Det med at prøve nyt er jo netop det sjove.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne hjemmeside bruger cookies. Hvis du fortsætter med at bruge siden, accepterer du brug af cookies.  Læs mere