Det er lige nu, det sker – foråret titter frem ude i køkkenhaven. Der er altid tre ting, jeg venter på: de første grønne blade på stikkelsbærbuskene, høst af de første små stilke purløg til en æggemad, og så det allerbedste: at plukke den første håndfuld røde rabarberstilke til kompot.

Alle tre ting kræver lidt mere varme, end forårsløgblomsterne og påskeklokkerne skal bruge for at skyde frem og komme i blomst. De har allerede været der i mange uger. Erantis er afblomstrede, og vintergækkerne visner nu, og selv de gule krokusblomster er begyndt at visne lidt. Eller måske er det vindens slid? Det mest holdbare er påskeklokkerne, som desværre ikke er holdbare i buketter. Her må man ud og nyde det – og nu tilsat lyden af en enkelt humlebi. som besøger påskeklokkernes store rødlige blomster, men den foretrækker klart lungeurtens meget mindre blomster. Desværre var den væk, inden jeg fik hentet kameraet.

Mine tidlige rabarber begyndte også at røre på sig for mange uger siden. Det er en god tidlig sort, som næsten altid giver de første rabarberstilke først i april. Mange har spurgt, hvad sorten hedder. Jeg ved det ikke. Min svigermor kom med en enkelt lille plante for små 40 år siden. Hun havde fået øje på de tidlige rababerstilke i en have på Sydsjælland, hvor hun boede. Og selvfølgelig fik hun fat i en blok, og jeg fik halvdelen. De står det samme sted og giver troligt rabarber hvert år, og i modsætning til andre sorter, så vokser de ikke op over jorden, så omplantning er ikke nødvendig.

Jeg har heppet på mine tidlige rabarber de sidste uger, for lige nu har jeg mit mindste barnebarn, Sigismund på 4 år, på ferie, og jeg vil så gerne lave årets første rabarberkompot sammen med ham. Men det kniber lidt, kan jeg godt se. Ellers skal det lidt lunere vejr her i weekenden sætte skub i stilklængden.

Jeg har ellers været rigtig omsorgsfuld den sidste måned. Først i marts var de begyndt at sætte små blade, så da det blev koldt igen, fik de et tykt lag bladdække, holdt på plads af et stykke fiberdug. For en uge siden blev de pakket ud igen, og de var vokset rigtig meget. De har stadig fiberdug over, for vinden er kølig, og så længe hækkene er uden blade, er min have ret vindåben fra øst. Men jeg kigger hver dag til dem. Og nu kigger Sigismund også med.

Purløgene mangler også et skud varme. De er næsten ikke vokset den sidste måned, men i går var de blevet flere cm højere . Til gengæld har jeg høstet hvidløgstop i vindueskarmen mange gang på de to hvidløg, som har stået og vokset i et par hyacintglas. Og der er en stadig produktion af karse.

Og så er der stikkelsbærbuskene. Blade er ved at at folde sig ud – med den dejligste forårsgrønne i solen. Om få dage har buskene det grønne sarte udseende, som for mig er et sikkert tegn på forår.