Pink og blå kartofler – og blommetrifli
I dag glædede mine børnebørn sig til, at deres mor skulle komme, og vi skulle lave god aftensmad. Hun havde spurgt, om de kunne lave blommetrifli, så det var øverst på menuen. Gule bønner var også med på listen, og så høstede de igen i dag almindelige agurker og citronagurker. De er ret vilde med citronagurker, og de har faktisk allerede bestilt en plante til deres egen have til næste år.
En af de andre dage havde vi fået blå kartofler, men vi manglede stadig at prøve de pink kartofler. Vi gravede tre farver kartofler op: gule asparges, pink Emmelie og blå Violetta. De skulle bages i ovnen, så de bevarede farverne bedst muligt. Da vi kogte Violetta, blev de lidt skuffende lyslilla.
Der skulle skrabes mange kartofler til 5 mand til aftensmad, og Emilie og Magnus skrabede på deres egen måde – de ville ikke lære min gode gamle metode. De var virkelig energiske og holdt ud lige til aller kartoffel var skrabet.
De to kartoffelsorter Emmelie og Violetta er gennemfarvede, Emmelie dog ikke så pink indvendig som udvendig. Men det ser flot ud, når de er skåret ud til at blive bagt i ovnen.
Emilie og Magnus er enige om, at kartoflerne blev rigtig gode, de smager lidt af pommes fritter, siger de. De røde synes de smager bedst – de smager lidt af hindbær, lyder det fra det unge smagspanel.
Blommerne havde Emilie skåret i kvarte og kommet sukker på et par timer før. Og så lavede de lavet trifli i portionsglas med stor omhu med makroner, cognac til de voksnes portioner, creme, blommer, flødeskum og på toppen et drys chokolade.
Jeg nåede i eftermiddags at høste de tørre bælge med ærter, som skal gemmes til at så næste år. Det er sorten JOF, som jeg vedligeholder for Frøsamlerne. Jeg lader ærtebælgene tørre i en såbakke nogle uger, inden jeg tager frøene ud og kommer i papirsposer. Men først når de er helt tørre.
2 thoughts on “Pink og blå kartofler – og blommetrifli”
Kære Karna
Hvis du lader skrællen være på Violetta når de koges så holder de farven
Vh Sofie
Tak – det er en nyttig information. Jeg har endnu ikke prøvet at koge dem. Jeg tog resten af dem op i dag.