Planterne har brug for større potter
I dag har jeg pottet om – og det er ikke min yndlingsbeskæftigelse at stå i timevis og tage den ene potte efter den ande. Og som sædvanlig har jeg flere planter, end jeg skal bruge. Tror jeg da.
Men de mange planter havde udvokset potterne og skulle have mere jord og mere næringsrig jord. De blev plantet i kompost tilsat lidt økologisk gødning af malet lupin og hestebønne.
Jeg nåede at få pottet alt om, bortset fra bladselleri. Det må blive i morgen formiddag, når solen har varmet drivtunnelen op igen. Jeg har dækket grundigt med to lag vinterfiberdug, da de har lovet helt ned til 3° varme i nat. Det kan godt blive let nattefrost, er jeg bange for, så jeg har hyppet kartofler, dækket de største og dækket knoldfennikel, som jeg har været så letsindig at plante ud. Jeg nåede også lige at lægge et gammelt stykke fiberdug over rødløgene – det er de værste til at løbe i stok, hvis de får for megen kulde.
Selleriplanterne ender altid med at være et filterværk af blade, men utroligt nok ender jeg også altid med at få dem skilt ad. Selv om jeg havde sået dem i pluggbox i år, var planterne alligevel filtret ind i hinanden. Men de har bedre rodsystem med fra pluggbox end fra såbakke.
Det er meget vigtigt, at selleri ikke plantes dybere, end de står, da de ellers har svært ved at danne knold.
Udover at plante om, har jeg i dag også fået plantet en masse planter af storkenæb ud langs det vildthegn, som vi har sat op ud mod vejen. Sådan ca. 30 m. Planterne stod i et stort rundt bed der, hvor jeg skal have køkkenhave. Nu kan de pynte mellem vejkanten og vildthegnet. Jeg tror, de kan konkurrere nogenlunde lige op med græsset.
Hegn er noget af det, som vi kæmper med lige nu. I dag har vi gravet de sidste pæl ned til vildthegnet ind mod naboen, hvor ligusterhækken på lange stræk er gået helt ud, så rådyr kan vandre frit ind den vej. I vinter satte jeg stiklinger i jorden af liguster, og de ser ud til at komme. Men der vil gå mange år, før hækken er høj og tæt igen. Så vildthegnet er nødvendigt.
I går høstede jeg de første sukkerærter af sorten Winterkefe. Tre stk, som vi delte. De smagte godt, men den største var allerede begyndt at få hinde inden i bælgen, så de skal spises i tide. De er sået 1. november og har stået i drivtunnelen hele vinteren og blev først plantet ud for en halv snes dage siden.
Jeg håber ikke, at det bliver frostvejr i nat. Jeg har mange asparges over jorden. Sidste år frøs de og blev ødelagt. Heldigvis kom der hurtigt nye. Så her til aften plukkede jeg rigtig mange asparges, og vi fik en luksus aftensmad med æggekage med egne æg og et bjerg af asparges ovenpå.
Jeg er i øvrigt ved at finde ud af, hvad vores høns vil spise af alt det, vi har i haven. I dag spiste de revet knudekål af en knudekål, som har overvintret på friland og var ved at gå i stok. De vil også gerne have revne gulerødder, men ikke hele. Jordskokker vil de ikke have rå, men gerne kogte. Løg spiser de ikke. Men rosenkålsstokke er de vilde med, og dem er der stadig mange af. Spinat spiser de også gerne. Men salat gider de ikke rigtig.
2 thoughts on “Planterne har brug for større potter”
Vi har også høns i haven. De gider ikke rigtig spise salat, kålblade o.l. hvis det ligger på jorden. Men hvis jeg hænger det op – enten i en snor eller sætter et salathoved fast på et spyd lidt over jorden, så går de helt i selvsving 🙂
Kh Grethe
Vores spiser det, selv om det ligger på jorden, men det skal helst være hele planter, så bladene sidder fast, når de æder det. Men jeg vil da lige prøve din metode.