Plantet grønkål og fjernet blinde kål

Plantet grønkål og fjernet blinde kål

Jeg dyrker udelukkende grønkål som 2. afgrøde. Det giver ikke så store planter, men jeg er heller ikke interesseret i store, grove blade. Og jeg har ikke plads til at plante grønkål ud i maj.

I år har jeg pletsået grønkålsfrø i mellem 3 løgrækker, allerede mens løgene endnu stod på bedet. Jeg kan se i mine optegnelser, at de er sået 22. juni. Jeg har også senere sået grønkål i en rootrainer, men de er små og ikke i særlig god vækst, jeg tror ikke de kunne lide de varme dage.

Derfor besluttede jeg i dag at møblere lidt rundt med grønkålsplanterne på bedet, da der nogle steder stod 2-3 planter, hvor jeg havde pletsået, mens der var huller i rækkerne, hvor der ingen planter var spiret frem.  Der var lige knap nok planter, så jeg fik lirket ud til 3 plantninger fra rootraineren, selv om rødderne ikke holdt potteklumpen godt nok til at plante. Så må jeg se, om de klarer det. Her er en billedserie med plantningen:

Jeg deler ned midt mellem de to planter, så begge planter får mest mulig rodsystem.
Jeg deler ned midt mellem de to planter, så begge planter får mest muligt rodsystem.
En god rodklump.
En god rodklump.
Kålen anbringes i plantehullet, som er godt vandet. Jeg vander rodklumpen, da den var meget tør, inden jeg dækker med jord.
Kålen anbringes i plantehullet, som er godt vandet. Jeg vander rodklumpen, da den var meget tør, inden jeg dækker med jord.
Jeg fylder lige vand i hullet fra opgravningen, så den plante, der skal blive stående, får en god gang vand.
Jeg fylder vand i hullet fra opgravningen, så den plante, der skal blive stående, får en god gang vand ned til rødderne.
Planterne er egentlig for små til at plante ud. Rødderne holde ikke rodklumpen godt nok.
Planterne er egentlig for små til at plante ud. Rødderne holder ikke rodklumpen godt nok.
Stor kålsommerfugl har anbragt en æghob.
Der var lige en æghob , der skulle mases. Det er stor kålsommerfugl, der har været på besøg.

Egentlig var planen ikke at dække grønkålene, men det ender det jo nok med alligevel, da denne plante ville være ædt ned til sokkeholderne på ingen tid, hvis de larver var blevet klækket. Og så husker jeg den massive invasion af snudebiller sidste år Jeg har ikke mere bionet, så det bliver lige i første omgang fiberdug. Så  må jeg efterse kålplanterne, inden jeg dækker, og løbende kigge dem efter de næste par uger.

Efter plantningen vandede jeg alle planterne til, så rødderne får god jordkontakt.  Bedet blev også gødsket med lupingødning og gennemkultiveret. Til sidst blev det vandet, så planterne hurtigt kan blive store. De skal nok nå det – der er tre måneders vækstperiode tilbage i efteråret. Og grønkål vokser også lidt i vinterens milde perioder.

Da jeg nu var her med hakken, ville jeg lige hakke ukrudt i det overdækkede kålbed ved siden af grønkålsbedet. I det har jeg plantet romanescokål, blomsterkål og spidskål ud for nogle uger siden. På afstand og under bionettet, så det rigtig godt ud. Men nu viste det sig, at der var 10 blinde kål – lige til at hive op. Blinde kål er kål, som er stukket af det lille insekt Håret engtæge. Engtægen har stikkende-sugende munddele, og den suger plantevæske op samtidig med at der pumpes spyt ind. Dette indeholder giftstoffer, som kan danne deformiteter på planten. Den lille tæge på kun 5 mm går efter unge saftspændte planter, og gerne  kål. Det er således både en fysisk skade og en følge af giftstoffet.

Blind kål.
En af de blinde kål. Vækstpunktet er ødelagt, og planten kan ikke danne nye blade.

Da jeg plantede ud var der enkelte blinde kål blandt de forkultiverede, og jeg undersøgte derfor omhyggeligt, at kålene ikke var angrebet, inden jeg plantede. Men disse 10 planter var måske allerede stukket, jeg har bare ikke kunnet se det, da jeg plantede. De var endda forkultiveret under bionet, men insekter på 5 mm er svære helt at holde ude. Klik på det her link, så får du downloadet en pdf med bl.a. info håret engtæge og blinde kål. 

Nu blev de gravet op, og jeg har sået både majroer og Fizz kale, en bladkål, som godt kan nå at udvikle blade i efteråret. Jeg har sået begge slags frø i sårillerne. Det er på det sidste at så de to arter, så jeg helgarderer ved at så begge slags frø. Majroerne ved jeg spirer, mens Fizz kale frøene er fra sidste år. Så kan jeg luge dem væk, jeg ikke vil have.

Og så lige en dejlig nyhed. I dag har jeg plukket de første modne efterårshindbær. Vi fik 5 lækre bær hver. Det bliver børnebørnene glade for – de kommer på ferie lørdag og en uge frem. Det ser også ud til, at der bliver modne Opalblommer – det giver måske en mavepine eller to, både hos voksne og børn.

De første modne efterårshindbær blev plukket i dag.
De første modne efterårshindbær blev plukket i dag.

4 thoughts on “Plantet grønkål og fjernet blinde kål

  1. For et par dage siden skrev du om gødning af jordbærplanter og du brugte hønsegødning. I dag skriver du om gødskning med lupingødning.

    Hvad er forskellen? Måske du allerede har skrevet om dette på havenyt. Jeg kan dog i så fald ikke finde artiklen.

    /Susanne

  2. Forskellen er selvfølgelig, at det ene er lavet af kyllingemøg, et andet er vegetabilsk lavet af frø af lupin og hestebønne. Det har betydning for, hvor jeg bruger det. Jeg bruger ikke kyllingemøg til afgrøder som salat og bladgrønsager, hvor grønsagerne skal spises rå med den overflade, som kan have været i kontakt med gødningen.

    Og så er er forskel i hvor meget kvælstof, kalium og fosfor, der er i de to produkter. Det kan du se her http://www.farmergodning.dk/produkter.aspx. Der er mest kvæstof i den formalede lupingødning – den der hedder økologisk havegødning. Jeg kombinerer tit de to gødninger. Kyllinggødningen virker hurtigere end lupingødningen.

  3. Hvor lærer jeg altså meget af at læse din blog. Trods mange års erfaring ud i grøntsagsdyrkning kendte jeg ikke den præcise årsag til blinde kål. Mange tak.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne hjemmeside bruger cookies. Hvis du fortsætter med at bruge siden, accepterer du brug af cookies.  Læs mere