Så kom hjulhakken i gang

Så kom hjulhakken i gang

Jeg kan godt lide at bruge en kultivator, for det giver en god fornemmelse for jordens tilstand. Men når der skal ordnes mange kvadratmeter bede på kort tid, så finder jeg hjulhakken frem.

Jeg købte den for 9 år siden, hvor jeg i årrække dyrkede et ekstra grønsagsstykke på godt 1000 m2. Her var den helt uundværlig til at fjerne ukrudt mellem de lange lige rækker med en rækkeafstand på 50 cm.

Hjulhakke
Hjulhakke klar til forårsarbejdet. I baggrunden rabarber, hvidløg og en nyslået græsplæne.

I min køkkenhave er der ikke længere bede end ca. 5 m, og jeg dyrker med meget mindre rækkeafstand. Derfor bruger jeg den ikke til at fjerne ukrudt med, men kun til at kultivere jorden med  og til at kultivere kompost og gødning ned med. Den bruges derudover til at hakke ukrudt med i vores indkørsel.

Jeg mangler lige at kultivere det sidste bed til mine løg, så i morgen skal der lægges løg, inden der kommer regn tirsdag. Både skalotteløg og gule, røde og hvide stikløg.

Jeg så også lige at nogle af mine såede løg på friland titter op. I drivhuset er der også såede løg til udplantning. Jeg plejer kun at sætte skalotteløg og stikløg, men nu prøver jeg igen at så løg. De burde have været sået i februar, men med såning i marts kommer der vel alligevel løg af en vis størrelse. Jeg har sået Red Florence i marts i potter og bakke, og Ailsa Craig i bakke med små rum. Desuden Prometa og Long Red Florence på friland.

Påskeliljer under vinplante.
Køkkenhaven er ret trist lige nu med bar jord, så det er dejligt med lidt løgblomster som her under et vinespalier.

Selvforsyning i dag: Gulerødder, citrontimian, rosmarin, rødløg, hvidløg, skalotteløg, syrlige æbler, Jonagoldæbler, karse, citronmelisse.

Citronmelisse i april
Citronmelisse selvsår og er også ukrudt i mine bede. Men kan bruges til en kop frisk urtete.

6 thoughts on “Så kom hjulhakken i gang

  1. Hjulhakken, som jeg har i en lidt mindre udgave er genial til at holde den meter fra hækken, som vi skal holde fri for ukrudt i min koloni og til mine stier mellem bedene, som jeg holder som jordstier.

    Når jeg luger bliver alt ukrudt, der selvsår, hvis det ligger i bedet, smidt ud på stien. En gang imellem kører jeg så stierne med hjulhakken og fjerne ukrudtet til en kompost for “problematisk ukrudt”. De overbegroede stier gør det nemt at luge “pletvist”, fordi der er altid et sted at gøre af ukrudtet og de overbegroede stier sørger for at “smålivet” har noget at leve af og i selvom bedene er overgang skulle være ret sterilt renset (f.eks. nu)

    1. Jeg har aldrig forsøgt at bruge den på stier – er det ikke meget hårdt at køre igennem det? Har du en sandet jord. Tror ikke det kan lade sig gøre på lerjord. Det kan være hårdt i indkørslen, hvis ikke jeg kører det igennem nogle dage efter regn, inden der bliver for hårdt.
      Hvis jeg skulle købe den i dag, ville jeg købe den med mindre hjul – det store hjul er i vejen og ikke nødvendigt i en have.

  2. Hjulhakken er et dejligt redskab. Jeg har ikke brugt min i de år jeg har haft højbede af pallerammer, men dem har jeg fået ordre til at skrotte og lave flad mark igen fordi jeg hele tiden faldt over rammerne. Jeg var beymret for om jeg kunne bruge den nu fordi vi han tung lerjord, men hvis du også har lerjord er der måske håb. Hvi man bruger rigelig med kompost vil jorden vel også efterhånden blive lettere så det bliver nemmere at skubbe den.

    1. Lerjorden skal bare være tilpas tør, inden jeg kan køre i den ned hjulhakken. Lige nu er den fin, men jeg havde lige et halvt bed i morges, hvor den ikke var helt tør nok. Men igennem måtte den jo – der er nu sat stikløg.

  3. Ja … min jord er lettere – men stadig ret klæg…

    Underlig jord… virker leret når den er våd våd og sandet når den er tør… Men det er egentligt praktisk.

    Jeg synes at hjulhakken giver den helt rigtige “skubbe stilling” så jeg kan fint skubbe med alle kræfter, når det er nødvendigt med tæt græsbevoksning. Ikke nogen vrid i ryggen…. Og hvis manden kan dresseres, ser jeg på gamle billeder, at man kan spænde for, så en trækker – men det vil aldrig lykkes hos os 🙂

    1. Ja sådan en mand skulle man have 🙂 Min vil hellere fræse og det er jeg ikke meget for 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne hjemmeside bruger cookies. Hvis du fortsætter med at bruge siden, accepterer du brug af cookies.  Læs mere