Sået tomater til drivhus og selleri
Det var virkelig koldt her på Lolland i nat. På målestationen Abed ca. 20 km herfra blev målt lige godt 13° frost – den laveste temperatur målt i denne vinter. I morges var der for første gang i den her frostperiode frostvejr i drivtunnelen. Der var begyndende is på vandet i vandkanden. Heldigvis var der to grader under de to lag fiberdug, der er over salatbedet. Salaten havde endnu engang klaret en kold nat.
De asiatiske bladgrønsager vokser også, og her har det kølige vejr den gode effekt, at de ikke går lige så hurtigt i blomst, som de gjorde sidste år i en varmere marts måned. Jeg plukker en stor håndfuld til salatskålen hver dag.
Heldigvis kom solen frem et par gange mellem snebygerne i dag, så jeg fik luftet ud, mens fiberdugen blev taget til side, så planterne kunne tørre lidt. Det er svært både at få luftet ud og opsamle varmen i jorden. I eftermiddag var jordtemperaturen 8°, og det er selvfølgelig derfor, at det kan holdes frostfrit under fiberdugen.
Da solen skinnede var der dejligt varmt i drivtunnelen, og jeg fik fyldt to pluggboxe med såjord. Jeg prøvede sidste år at så bladselleri i pluggbox, og det var en succes. I år her jeg købt en mere, og i dag blev der sået både knoldselleri og bladselleri -i hver sin pluggbox.
Jeg har i de 49 huller, der er i en pluggbox, sået 28 huller til med frø af Ibis, som er min yndlingssort. Kun 7 af Prinz, som giver ret milde knolde, men flotte hvide knolde.Og 14 med frø af Asterix, som jeg har fået sammen med mit engelske haveblad. Den opgives til at være meget resistent mod sygdomme. Ibis og Prinz er modstandsdygtig mod selleribladplet, som jeg havde angreb af sidste år.
Værst gik det sidste år ud over mine bladselleri med angreb af selleribladplet. Her fandt jeg ud af, at sorten Groene Pascal stort set er modstandsdygtig over for angreb. Havde den stået isoleret fra andre bladselleri, var den måske gået helt fri. Så den har jeg sået mange af i år. Desuden lidt af den røde sort Redventure, som heller ikke blev så angrebet. Tall Utah blev meget angrebet, men jeg har alligevel sået en del af den igen i år. Det er nu engang den mest velsmagende og lækre sort. Jeg har valgt at så frø, som jeg har høstet i 2016, da de nu er så gamle, at evt. frøsmitte er væk. Den kan kun overleve i ca. halvandet år. Men der er risiko for smitte i jorden, så derfor skal bladsellerierne flyttes langt væk fra sidste års dyrkningsted.
Jeg nåede også at få sået tomaterne til drivhuset i dag. Her skal jeg prøve en del nye sorter, som jeg er blevet anbefalet. Der er fulgt frø med anbefalingerne, så jeg har i år kun købt frø af en sort: Sungold F1. Resten er egne frø høstet sidste år. Der bør være god og hurtig fremspiring med næsten udelukkende hjemmeavlede frø.
Jeg har sået de her sorter:
Små tomater:Favorita, Toftegaards miniblomme, Karnas gule miniblomme, Gardeners Delight, Sungold F1, Rosada F1, Lottes røde cherry. Süsse F3, Dattelwein, Stor sukkerknald,
Bøftomat: German Striped, Stor gul bøf, Golden Child, Orange Jazz.
Jeg skal også dyrke nogle vintertomater, men dem venter jeg lidt med at så. Jeg har ikke prøvet det før, men har læst mig til, at det nok ikke skal være før sidst i marts. De skal jo ikke nå at modne, inden de plukkes i efteråret og hænges op til brug hen over vinteren.
Tomater til friland sår jeg tidligst midt i marts.