Såning af frilandstomater og vintertomater
I går fik jeg sået 2 rootrainere til med tomater til friland og lidt vintertomater, som jeg vil afprøve. Det tager virkelig lang tid at så med alle de skilte, der skal skrives. Men i år fik alle rum sit skilt, for ellers mangler jeg dem, når planterne skal plantes i større potter i april, og da har jeg mere travlt. Der skal kun være en plante i hvert rum – jeg skal luge ud med hård hånd. Nogle rum er der dog kun sået et frø – de dyre F1 sorter.
På friland er kartoffelskimmel den store joker. Den kan ødelægge hele planten og alle frugter på få dage, selvom man de fleste år kan få i hvert fald nogle tomater ved at fjerne angrebne blade og frugter. Det har jeg taget højde for i mit valg af sorter, da der findes både resistente sorter og sorter med god modstandskraft.
Sorter resistente mod kartoffelskimmel
Sidste år dyrkede jeg Mountain Magic F1, som slet ikke blev angrebet af kartoffelskimmel. Jeg har købt frø af den igen plus af sorten Oh Happy Days F1, som skal være lige så resistent overfor kartoffelskimmel. Hvis alle kommer, så er der 24 planter. Men jeg syntes nogle af frøene så noget klejne ud, men nu må jeg se. De skulle gerne sikre tomater til masser af glas med henkogt tomatsauce. Og gerne også semidry tomatskiver til vintersalater.
Mountain Magic F1 kan købes hos Bjarnes Frø og Planter.
Sorter med god modstandskraft mod kartoffelskimmel
Sidste år dyrkede jeg også Dorenia fra Bingenheimer, og den har en god modstandskraft mod kartoffelskimmel. Der, hvor den ikke stod i nærheden af andre tomater, som fik skimmel, klarede den frisag til hen på efteråret. Sorten er frøfast, så her kan jeg selv tage frø. Sorten er fra Bingenheimer – jeg har set at de sælger Dorenia i Økologiens Have, hvor de har startet frøsalg op igen. En del af deres frø er sorter fra Bingenheimer, kan jeg se ud fra sortsnavnene.
Jeg har sået to nye sorter i år, som skulle have en god modstandskraft mod kartoffelskimmel. Süsse, som jeg har fået af Birgit L. Christensen. Hun dyrkede den på friland sidste år og den fik først skimmel i efteråret. Det er bliver en F3 efter en tomat, som hun har haft med hjem fra Holland. Så spændende om de gode egenskaber også holder i år. Den anden er Lizzano F1, som er en busktomat til potte. Det er nogle år siden, at jeg har dyrket tomater i potter, men det er hyggeligt med nogle ude i gården til at gå og spise af.
Sorter der sikkert får kartoffelskimmel
Jeg har også sået nogle af problemsorterne til friland, som helt sikkert på et tidspunkt får skimmel. Min egen sort Karnas gule miniblomme er så åben i vækst, at den undgår skimmel længe. Jeg vil i år prøve at sætte den sammen med Favorita, som også har en åben vækst, hvis jeg holder den til kun at have en stamme. Bellstar får altid skimmel – så i år skal den sættes langt fra de andre frilandstomater. Måske et sted ovre på vores nye grund – langt væk. Så høster jeg det, som den giver. Den giver et meget stort udbytte af tomater, som er rigtig fine til at lave tomatsauce af. Jeg vil gerne bevare sorten, mens jeg eksperimenterer med mere modstandsdygtige sorter. Jeg vil gerne finde nogle frøfaste, så jeg ikke er afhængig af at købe F1 sorter af tomater, når nu tomater er så nemme selv at tage frø af.
Vintertomater
I år vil jeg afprøve at dyrke vintertomater, som ikke modner, men plukkes i efteråret og klaserne hænges op til eftermodning. De skulle kunne holde sig til at bruge af hen over vinteren. Min udfordring bliver muligvis at finde et godt opbevaringssted til dem. Så må jeg se, hvordan de smager.
I martsnummeret af Praktisk Økologi har Camilla Plum skrevet en artikel om vintertomater. Det er også hos Fuglebjerggaard, at jeg har købt frøene af vintertomaterne. Jeg prøver med 4 af de mange sorter, og jeg har valgt sorterne lidt ud i det blå, da jeg bestilte frø, inden jeg læste artiklen. Jeg har kun plads til en plante af hver, da de skal dyrkes indenfor, og planterne bliver ret store. Jeg har valgt sorterne Grøn Vinter, Ponderosa, Petit de Ramallet og Can Burgunya.
.