Selvforsyning – og lidt overforsyning

Selvforsyning – og lidt overforsyning

Det er en sand fornøjelse at gå ud i haven og vælge mellem mange forskellige grønsager, når der skal laves aftensmad ellere laves en lækker tallerken til frokost.

Høst af grønsager og bær til aftensmad i aften. Vi kan dog ikke spise alle bønner og kartofler, så noget må gemmes.
Høst af grønsager og hindbær til aftensmad i aften. Vi kan dog ikke spise alle bønner og kartofler, så noget må gemmes.

Vi er så rigelig selvforsynende med grønsager i øjeblikket. Det er nærmere overforsyning, og nu skal jeg til at gemme nogle af de lækre grønsager til det bliver smalhans engang til vinter. I dag bliver jeg nødt til at blancher et hold snittebønner og lægge dem i fryseren.Om få dage kommer der små lækre filetbønner, og så skal de nydes.

Ribs er vi dog underforsynede med – efter at børnebørn og havens solsorte har spist deres andel. Der skulle vist have være net over, så solsorten ikke havde spist næsten alle dem, som børnebørnene ikke havde spist. Vi får kun en lille skål rysteribs til kalvestegen i aften. Heldigvis er der foruden kartofler også grøn salat med agurk og små tomater. Og i køkkenet ligger der en pose overskuds-agurker, som kan ende i en agurksalat.

Her er hvad der var tilbage på to ribsbuske.
Her er hvad der var tilbage på to ribsbuske.

Heldigvis har jeg fået stiklingeformeret to nye ribsbuske, som kan give flere ribs på sigt. Sidste år havde jeg net over, og der ligger stadig et par poser derfra i fryseren til vinterbrug.

Tomaterne modner også hurtigt nu, så snart kan vi ikke følge med til at spise dem, og så skal der tørres små tomater lige som sidste år, bare flere.

Mange små lækre modne tomater af sorten Favorita.
Mange små lækre modne tomater af sorten Favorita.
En tallerken tomater til froskostbordet med mange forskellige sorter.
En tallerken tomater til froskostbordet med mange forskellige sorter.

En særlig delikatesse er topløg af hvidløgene. Hvidløgene hænger lige nu under tagudhænget og er ved at tørre, så de kan holde sig. Topløgene sidder stadig grønne på stilken og er meget delikate lige nu. Jeg tager dem af, halverer dem og steger dem møre i noget smør på panden, evt. sammen med mindre stykker kød. De kan også presses ned i midten af en bøf eller frikadelle. De er stærke rå, men smager mildere stegt.

Topløg af hvidløg kan spises.
Topløg af hvidløg kan spises.

Noget af det mest velsmagende i haven lige nu er grønne ærter. De er særligt gode i år, for planterne har fået væde nok ovenfra. Her når vi vist aldrig til at gemme – kun sukkerærter når ind i køkkenet. I år nåede vi ikke at spise alle sukkerærter, mens de var små og lækre, men de smager også godt som grønne ærter. Og nu blomstrer de igen – det må være den ærtevenlige sommer, der gør udslaget. Det plejer de ikke.

Ærtebælg med 10 små fine grønne ærter.
Ærtebælg med 10 små fine grønne ærter. Den mest fantastiske grønne farve. Det er sorten JOF.

Agurker giver lidt i bølger, men i år har vi 4 planter, så selv i bølgedalen er der nyhøstede agurker til frokost. Og fra bølgetoppene er der masser af agurker til agurksalat og tzatziki . Jeg har lige eftergødsket dem med en spandfuld ormekompost, og allerede få dage efter kan jeg se nye skud begynde at vokse frem på Styx, som ellers var lidt ved at gå i stå med at sætte de lækre lange agurker.

Skoleagurksorten Passandra i drivtunnelen.
Skoleagurksorten Passandra i drivtunnelen.
Citronagurken står på friland, men er nu begyndt at sætte agurker.
Citronagurken står på friland, men er nu begyndt at sætte agurker.

I drivtunnelen vokser det hele rigtig fint. Der er masser af basilikum at høste af i øjeblikket, et nyt hold er spiret frem, og i dag har jeg sået nogle rækker der, hvor de sidste gulerødder nu er høstede. Der er også masser af chili og peberfrugter på vej. Selv nogle af de lidt problematiske auberginer er begyndt at sætte frugter.

Buskbasilikum.
Buskbasilikum. Til venstre citronbasilikum.
Chili bliver der mange af i drivtunnelen.
Chili bliver der mange af i drivtunnelen.

Selv salat er det i år lykkes mig at have et bed med her i juli. Bedet er ret skyggefuldt, og det er åbenbart en god ide til julisalat.

Der er flere hold salat på vej.
Der er flere hold salat på vej.

Der er jo meget mere i haven end det, jeg har nævnt ovenfor. Der er også kartofler, valske bønner, persille, dild, rucola, purløg, kål, små broccolibuketter, gulerødder, knudekål, knoldfennikel.

Juli er en fantastisk måned at dyrke selvforsyningshave i.

2 thoughts on “Selvforsyning – og lidt overforsyning

  1. Hej karna, det er rigtig fedt at følge med på din blog, især når man (som mig) er en ambitiøs nybegynder:-)
    Bønnesorten “Eva” er jo ikke så nem at få i handlen, men måske ved du hvor kan kan få fat i den?
    (Først til såning næste år)
    På forhånd tak.
    Hilsen Markus

    1. Jeg har for mange år siden købt den hos Runåbergs Fröer, og jeg kan se, at de stadig sælger den.
      http://www.runabergsfroer.se/?p=467

      Måske har jeg ekstra frø, men jeg har ikke høstet frø endnu af Eva, og jeg har ikke efterladt så mange flere bælge, end jeg selv regner med, at jeg skal bruge. Hvis du ikke kan få fat i dem til forår, så prøv at sende en mail og spørg mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne hjemmeside bruger cookies. Hvis du fortsætter med at bruge siden, accepterer du brug af cookies.  Læs mere