Heldigvis har jeg ikke fået fjernet en stor del af de gamle kålplanter. Heldigvis fordi de blomsterskud, som de sætter lige nu, er spiselige. Og ikke kun spiselige, de smager rigtig god og af rigtig meget.

Der er gået lidt sport i at spise de planter, som jeg alligevel fjerner fra køkkenhavens bede, efterhånden som jeg skal gøre jorden klar til at så eller sætte kartofler i. Idag var turen kommet til bl.a. sidste år rødkålsbed, og her kunne jeg høste rigtig mange kålskud med de smukkeste blade.

Den anden dag havde jeg høstet kålskud på spidskål og grønkål, og her var nogle af stænglerne lidt seje. Derfor besluttede jeg i dag at høste efter aspargesmetoden: Det som sidder over det naturlige knæk er spiseligt, det under er ikke så interessant at tygge i. Det viste sig at være en god taktik. I dag blev det en fantastisk smagsoplevelse. Jeg havde bare forkogt skuddene næsten møre. Med de lange stængler brugte jeg også aspargesmetoden, de blev delt og det nederste fik lidt længere kogetid.  Godt afdryppet blev de drysset med revet ost og sat i ovnen, til osten var fin.

En anden overraskelse i rødkålsbedet var det lille rødkål. Tænk, det lille kålhovede havde overlevet hele vinteren, frost og sne. Det skulle slet ikke kunne lade sig gøre. Det blev til en fin rødkålssalat. Der var ingen bredbladet persille til drys, men hakkede små nyt katostblade kunne bruges i stedet for – i hvert fald farvemæssigt, de smager ikke af ret meget.

Og mens kålbedet blev ryddet, så vokser dette års kålplanter sig større dag for dag inde i drivhuset.

Selvforsyning i dag: Lille rødkålshovede, kålskud, katost, zittauerløg, hvidløg, æbler. Vi er på vej ind i The Hungry Gap – det kan både ses og mærkes, når vi køber ind: Der er mere i bagagerummet og mindre i pengepungen.