Jeg har ud fra min lokale vejrudsigt besluttet, at alle mine tomatplanter, som der ikke er plads til i mit lille drivhus, i morgen skal plantes ud på friland. Minus dem der er lovet væk. Udplantningen forberedte jeg i dag ved at give dem alle en bambuspind og binde dem op, så de ikke knækker for mig ved udplantningen. De kan så også lige vente lidt med at få den endelige stabile opbinding, til jeg er færdig med al udplantning og får lidt bedre tid.

Lige nu står udplantningsplanterne i kø: Tomater, stangbønner, selleri, majs, basilikum, timian og en del sommerblomster. Alle de varmekrævende. Min plan er, at det hele skal plantes ud inden for den næste uge. Her er der kun udsigt til nattemperaturer på min. 10°C, og jordtemperaturen ligger på den gode side af de 15° i min have.

Her til morgen fandt jeg to vinterbroccoliplanter mere, som hang med bladene og var angrebet af kållarver i rødderne. Og jeg kunne se enkelte andre i andre bede, som også hang lidt med bladene. Min mand kan slet ikke forstå, at jeg kan blive ved med at dyrke have, hvis jeg igen i år mister alle kålplanterne. I stedet for at ærgre mig, laver jeg strategier for, hvordan vi får dyrket nogle kål, for vi elsker kål. Min reaktion her i formiddags på de nye fund var: Jamen så må jeg da så nogle nye til at plante ud. Frøene blev fundet frem, og jeg valgte at så disse, som jeg er sikker på, kan nå at udvikle sig  med en senere såning end normalt.

Efter frokost fik jeg lidt et chok, da jeg kom forbi bedet med mine efterårsspidskål Filderkraut – de hang alle med bladene. Jorden er fugtig, så jeg var ret overbevist om, at de var angrebet alle af kålfluelarver i rødderne.

Var det kålfluelarver, eller kunne det være den bagende sol på en helt vindstille dag? Heldigvis kom der vind, så vi besluttede at forlade haven og udnytte vinden til en sejltur på Langelandsbæltet. En rigtig frisk tur, og bagefter tog jeg lige en hurtig lugerunde i bådelaugets dejlige have med havudsigt og aftensol. Da jeg kom hjem, gik jeg med et samme ned for at se på kålene. Nu var der kun tre, som hang med bladene.

Men det betyder jo ikke, at der ikke er angreb på de andre, måske er det først ved at starte, eller der er få larver pr. plante, og så kan planten måskeved  kompensere og nå at danne nye rødder.  Jeg gravede den ene plante op, og her var lidt larver i roden. Ved den anden gravede jeg lidt i jordoverfladen, og her fandt jeg kun få larver, som jeg fjernede. Man siger, at håbet er lysegrønt, og det er det så i hvert fald til i morgen tidlig.

Jeg tror, at vi plantedyrkere har et optimistisk syn på livet, for ellers kunne vi ikke klare alle de ting, som ikke går som planlagt. Da jeg lige skulle se om dilden i gulerodsbedet var blevet stort nok til at hente af det, fik jeg to overraskelser. Den gode at dilden var 30 cm høj, og jeg kunne høste en dejlig stor håndfuld.

 

Den dårlige nyhed: Det er ikke kun dilden, der trives godt under fiberdugen. Myrerne er i gang med at anlægge et enormt myrebo i mit gulerodsbed, hvor der er masser af små gulerødder. Det sker næsten altid i mit bed med tidlige gulerødder under fiberdug. Jeg får dem næppe til at opgive boet, men måske skal jeg lægge bionet over i stedet for nu, hvor det er lunt nok. Så kan jeg også bedre se, hvad der foregår i bedet. Og så kan jeg hente salathovedet, som står midt i boet.

Værre var det for nogle dage siden i drivhuset, hvor myretuen gik helt op over en bakke med salviestiklinger, som havde slået rod, og som jeg bare lige skulle have pottet op. Her reddede jeg kun tre planter. Heldigvis er det fra en salvie her i haven, så jeg kan bare lave nogle nye ved lejlighed.