Tomater skal bindes op og det sidste plantes
I dag stod drivhuset for tur. Det har været alt for varmt til bare at tænke på at være i drivhuset andet end et kort øjeblik for at vande. I formiddags var det ok at være derinde og binde tomater op og knibe sideskud af tomaterne. Der var mange som godt kunne have været knebet af for nogle dage siden.
Agurkerne har jeg forsøgt at knibe sideskuddene over 2. blad løbende, men flere var sluppet under radaren i de varme dage. Jeg kneb topskuddet af den ekstra agurkplante, som sætter stammeagurker, da den ikke skal være større, men fjernes inden længe.
Samtidig blev der lavet en oprydning i drivhuset – tomaterne fylder mere dag for dag. En masse planter blev taget ud af drivhuset, mens peber- og chiliplanter får lov til at stå der ldt endnu. Det var basilikum og agurker, som blev flyttet ud.
Den ene Lemon Apple agurk blev endda plantet ud i enden af det ene bed med majs. Så må vi se, om den kan trives på friland og i jordniveau, eller om den vil forsøge at kravle op i majsene. Jeg har ingen erfaring med den. Men agurk i majsplanterne er nok for voldsomt, til gengæld har jeg i dag sået stangbønner i mellemrækkerne i et majsbed, og det er meningen, at de skal have lov til at klatre op. Jeg regner med, at majsene bliver store nok som klatrestativ, inden bønnerne når til klatrestadiet.
Da jeg nu var i gang med at binde op, tog jeg lige hele runden med tomatplanter på friland. Opbinding og fjernelse af sideskud – bortset fra de 1-2 af de nederste sideskud, som jeg lader vokse med op på alle mine cherry- og blommetomater. Det gør bestemt ikke beskæringen lettere, men jeg får et større udbytte. Mit bed med busktomater af sorten Bell Star har aldrig stået bedre først i juni. De er kommet rigtig godt i gang, planterne er kraftige, der er masser af sideskud og nu vokser tomaterne.
Jeg er i gang med at få plantet flest mulige af mine forkultiverede planter ud. Min nyerhvervede pottefuld med knoldgaltetand blev også plantet ud. Jeg kunne pille flere af de små søde hvide knolde ud med små skud og lidt rødder, så de blev plantet for sig. Et forsøg – mon ikke det lykkes? Ane, som jeg fik planten af, gjorde i hvert fald opmærksom på, at den gerne bredte sig.
Problemet lige nu er, at jeg har planter i stort set hver en kvadratmeter jord i min køkkenhave. I dag ville jeg egentlig have gerne have sået en ny række salat, men der er ingen steder at så lige nu. Jeg tror, at der i morgen skal forkultiveres salat i rootrainer, ellers risikerer vi pludselig at stå uden salat midt på sommeren.
Første ledige stykke jord bliver der, hvor jeg graver kartofler op. Og så har jeg bede på de to sider af drivhuset, hvor jeg regner med at plante chili, peberfrugt, den sidste lemon apple og en ananaskirsebær ud. Men her står endnu en del udplantningsplanter. Porrer, lidt majs og selleri, der står i reserve, desuden sommerblomster og en del kål til senere udplantning.
I dag fjernede jeg de sidste kålplanter fra den første såning, da de ikke længere var brugbare til at plante ud af, de havde stået for længe med for lidt plads. Jeg tog dog lige de tre sidste rosenkålsplanter og pottede op, da der er et par rosenkålsplanter, som ikke vokser særligt villigt ude på bedet. I trillebøren til kompostbunken kom også de sidste tomatplanter, som jeg ikke har plads til – det var med blødende hjerte, med de stod i for små potter nu. Det gav så meget luft, at bedet for gavlen af drivhuset nu er ledigt til at plante i.
Foreløbig er udsigten til at få regn minimal, og derfor må jeg vande jordbær mindst hver anden dag, da de mange grønne bær skal kunne optage meget vand for at udvikle sig optimalt. Jeg tror, at jeg i morgen lægger siveslanger ud mellem rækkerne. Håber der er nok til begge bede.
Første frøhøst i år blev frø af nogle orientalske bladgrønsager. De blev sået i efteråret, og jeg har høstet blade af dem i foråret. De har fået lov til at krydse, men det gør ikke så meget, da planen er at bruge frøene til at dyrke som mikrogrønt. Det må da give spændende kimplanter til at høste af i vinterhalvåret. Der er flere arter på vej med modent frø. Udforderingen er at få frøstandene tørre uden at gråspurvene finder dem og æder alle frøene.