Udplantning af porrer, selleri og forårsløg
Fra weekenden af og fremad ser det ret sommerligt ud, så derfor har jeg knoklet i dag med at plante porrer, selleri, forårsløg og andet ud. Forhåbentlig kan det nå at komme i gang, inden sommeren sætter ind. Jeg fortryder lidt, at jeg ikke har plantet ud lidt før.
Men nu er porrerne store og flotte og meget lettere at plante ud end som små sytråde.Jeg fik plantet 18 m vinterporrer ud på et 6 m langt bed. Jeg valgte kun at have 3 rækker med 70-80 planter i hver række. Normalt har jeg 4 rækker på et 110 cm bredt bed, men bedet går langs en gennemgående gang i haven, så overdækningen med net skal holdes 100% inde i bedet. Jeg har net over for at være sikker på ikke at få porremøl i dem. For to år siden ødelagde de næsten mine porrer.
Jeg har plantet 4 forskellige sorter af vinterporrer. Avano og Blaugrüner Winter Husky, som jeg også havde sidste år. Avano holdt længst uden at løbe i stok. Jeg har plantet en række af hver. Den tredje sort er Musselburgh, som jeg har dyrket tidligere. Den fjerde sort er en ukendt sort Tadorna, som under engelske forhold skulle have høstsæson fra december til marts. De to fik hver en halv række – jeg spille mest på de sikre heste.
Jeg nåede på grund af den smule regn, vi fik, ikke at plante sommerporre ud – her er det til gengæld en helt ny sort, men den er fra Bingenheimer, og det borger for en god og pålidelig sort, så her tør jeg godt satse på en helt ny sort.
Det er vigtigt at vande jorden godt inden plantningen, så rødderne har fugtig jord nedad. Det er også vigtigt at vande rundt om planterne efter plantningen, så rødderne får god jordkontakt.
I år har jeg plantet mine forkultiverede knoldselleri og halvdelen af bladsellerierne i potter, så det er gode planter med et godt rodnet. De sidste bladselleri er blevet plantet ud i en styroporkasse, og det er blevet de bedste planter. Det er helt sikkert fordi det er lettere at holde planterne tilpas vandet her end i potterne. Hvordan det ser ud efter udplantningen er jo interessant. Men foreløbig er det kun dem i potterne, jeg nåede at plante ud i dag på grund af regn midt på eftermiddagen, så nu er der allerede lavet lidt ged i den sammenligning.
Jeg dyrker som de foregående år knoldselleri af sorterne Roem van Zwijndrecht og Ibis. I år prøver jeg også sorten Prinz. Alle tre er meget lidt modtagelige for selleribladplet.
Når man planter selleri ud, er det meget vigtigt, at de ikke plantes for dybt. Se mere om udplantning af selleri i mit indlæg fra 2016: Plantning af selleri og ingen regn.
Som selvforsyner kan man næsten ikke være uden evighedskål – så vidt jeg kan læse mig til i diverse Facebook havegrupper. Nu er jeg med på vognen – var så heldig at købe dette pragteksemplar billigt på Plantemarkedet i Købelev først i maj. Der er mange små skud på vej – så snart kan jeg begynde at eksperimentere med at lave stiklinger af den.
Jeg har været lidt tilbageholdende med at dyrke flerårige kål, da jeg er hunderæd for at få kålbrok, så jeg ikke længere kan dyrke kål, som er en af vores vigtigste afgrøder. Derfor er den blevet anbragt i mit bed med bl.a. krydderurter, roser og lidt blomster. Her bliver der ikke dyrket kål ellers, og det ligger væk fra køkkenhaven. Så må jeg se, hvor glad jeg bliver for den, og hvad jeg tør på sigt.
2 thoughts on “Udplantning af porrer, selleri og forårsløg”
Hej .
Jeg er ærgerlig , men jeg er øjensynlig ikke den eneste der kan få mine porre ødelagt af Porremøl , sidste år måtte jeg smide 250-300 porre på skrotten , fordi de var fuldstændig ødelagt af det kryb . Jeg var totalt grædefærdig over at vinterforrådet blev spist af andre end dem det var tiltænkt . Jeg har aldrig været ude for sådant et angreb før , så i år prøver jeg at plante efter Grundlovsdag , selv om det er svært at vente så længe . Jeg laver ikke mine planter selv , det er måske en fejl , men jeg har ikke noget drivhus , som jeg kan forkultivere i , så jeg køber hos en købmand . Jeg laver ikke render , men jeg prikker hullerne til planterne , og så vander jeg godt bagefter . Jeg håber at det lykkes for mig og mine vinterporre i år , ellers varer det nok nogle år inden jeg forsøger igen .
MVH. Jette
Jeg kender ærgelsen over ødelagte porrer. Og derfor har jeg bionet over nu – det er surt at leve af købte porrer, som ikke er nær så gode som friskhøstede. Jeg vil også gerne have mindre porrer, som er faste med tynde ringe og ikke pacet frem for at give store porrer.
Det med udplantning efter grundlovsdag virker kun, hvis man i et større område er enige om ikke at plante ud før efter grundlovsdag. Der der naboer, som har plantet ud tidligere, så opformeres en generation i nabohaverne, som angriber senere på sommeren.Jeg håber virkelig, at du undgår angreb i år.