Jeg fik sået kål og porrer i drivhuset for nogle dage siden. I år har jeg ikke forkultiveret en lille bakke med sommerporrer inde i vindueskarmen, men har kun sået ude i drivhuset. Jeg må erkende, at det var spildte kræfter at starte porrer først i mart inde.

Der er simpelthen for mange lækre sommerafgrøder frem til 1. oktober – og i mit køkken vinder de over selv de mest lækre sommerporrer. Men her er vi jo forskellige. Jeg kan huske at jeg måtte indgå et kompromis med min datter for mange år siden, da hun ville bruge alle mine små porrer midt på sommeren. De var simpelthen så lækre, syntes hun. Og de smagte da også rigtig fint, måtte jeg indrømme – men de var jo beregnet til efterårs- og vintermad! Selvforsyning handler også om at have en plan for mad til så stor en del af året som muligt.

Og netop nu er det dejligt at have friske porrer i haven. Desværre er de nu på vej til at gå i stok og sende blomsterstænglen op midt gennem porreskaftet. Og med det gode vejr lige nu, kan det hurtigt gå rigtigt stærkt. Jeg ved af bitter erfaring, at de på en uge kan  have tabt rigtig meget i spisekvalitet.

De ser måske lidt triste ud her i april. Men skindet bedrager. De skal bare lige have flået de yderste par blade af, så er der fine lækre porrer. Skulle blomsterstilken være begyndt at skyde op i skaftet, kan det sagtens spises med alligevel, så længe den er ny og sprød. Vi gør det i hvert fald. Men er den først tyk og bestandig, er porren lige til komposten.

Porrer kan fryses ned, uden at de skal blancheres først. Heldigvis. Jeg skal bare se at få det gjort – det er nemlig dejligt med masser af porrer i fryseren til de næste par måneder, hvor der ikke er ret meget at hente ude i haven. Englænderne kalde det »The Hungry Gap«.